23948sdkhjf

Bilafgifterne under fornyet pres

Skatteminister Morten Østergaard (R) er indkaldt i samråd. På Folkemødet på Bornholm var der massivt fokus på de høje, danske bilafgifter.
De forkætrede bilafgifter var et varmt emne under Folkemødet på Bornholm, som sluttede søndag. Afgifterne var under beskydning fra flere fronter og emnet var på dagsordenen i en håndfuld debatter på det velbesøgte Folkemøde, som havde omkring 87.000 besøgende.

Såvel regeringspartierne som oppositionen er enige om, at de nuværende afgifter både er uhensigtsmæssige og utidssvarende. Alligevel kommer der ingen meldinger om, hvorvidt afgifterne bliver ændret i denne valgperiode – selv om det står i regeringsgrundlaget – ligesom det i øvrigt også gjorde under den forrige regering.

- Markedet vil gå i stå, hvis vi bebuder en ændring. Derfor skal en afgiftsændring besluttes og vedtages over night, som socialdemokraternes finansordfører og medlem af skatteudvalget, Jesper Petersen udtrykte det.

Heller ikke skatteminister Morten Østergaard ønskede over for Motor-magasinet at komme nærmere ind på, hvorvidt en afgiftsændring bliver besluttet i denne regeringsperiode.

Den tidligere regeringspartner SF lægger dog yderligere pres på regeringen og har indkaldt til åbent samråd i skatteudvalget, som finder sted på mandag den 23. juni. Her har Lisbeth Bech Poulsen stillet følgende samrådsspørgsmål til skatteministeren:

Af regeringsgrundlaget fremgår det, at det skal være billigere at købe en energirigtig bil, og at regeringen derfor vil fremsætte forslag til en provenuneutral reform af afgifterne på personbiler. Kan ministeren oplyse, hvornår man påtænker at fremsætte forslag til en sådan reform?

Lisbeth Bech Poulsen understreger over for Motor-magasinet, at det ikke er for at drille, at hun har indkaldt til samrådet.

- Det nuværende afgiftssystem er gammeldags og tager ikke nok hensyn til miljøet. For eksempel bliver hybridbilerne ikke behandlet godt nok. Det var vi opmærksom på, da vi sad i regering og besatte skatteministerposten, men jeg presser på, så processen ikke går helt i stå, siger hun.

Formanden for Folketingets skatteudvalg, Venstres Mads Rørvig, har en god forklaring på, hvorfor afgiftssystemet ikke er blevet ændret på trods af bred enighed partierne imellem.

- Vi er ganske enkelt hunderædde for, at den nuværende bilpark, der repræsenterer en værdi på 280 milliarder kroner mister sin værdi fra den ene dag til den anden, siger han.

Ny teknologi straffes

Tejs Laustsen Jensen, der er chefkonsulent hos De Danske Bilimportører, forklarer, at hele debatten mudres til, fordi der skal tages så mange forskellige hensyn.

- Bilafgifterne er jo oprindeligt en luksusafgift fra 1924, men er i dag en indtægtskilde, der både skal sikre penge i statskassen og tage hensyn til miljøet. Vi accepterer, at afgifterne er med til at betale for velfærdssamfundet, men vi finder det uholdbart med så tungt og kompliceret system, vi har i dag. Vi ønsker en teknisk baseret afgift, der belønner ny teknologi og ikke staffer hverken sikkerheds- eller miljøteknologi, siger han.

Også Autobranchen Danmark har trykket på speederen for at få ændret reglerne. Med en selvforklarende planche fremgik det, hvorfor en Audi A4 koster over en halv million kroner, selv om grundprisen kun er på godt 200.000 kroner – 255.000 kroner er afgifter og godt 50.000 kroner er moms.

Danskerne imod afgiften

Autobranchen Danmark havde desuden til lejligheden fået foretaget en opinionsundersøgelse, der viser, at et stort flertal af danskerne mener, at de nuværende bilafgifter er uretfærdige. Samtidig viser undersøgelsen, at danskerne foretrækker et registreringsafgiftssystem, der er uafhængig af bilens pris.

- Det her er simpelthen et vink med en vognstang til de danske politikere om at få ændret på det nuværende registreringsafgiftssystem. Det står i regeringsgrundlaget, og både befolkningen og branchen ønsker det, så nu er det på tide at komme i gang med en omlægning til mere retfærdige og gennemskuelige afgifter, siger adm. direktør i Autobranchen Danmark Jens Brendstrup.

Undersøgelsen viser desuden, at størstedelen af danskerne foretrækker, at biler beskattes på baggrund de tekniske specifikationer som eksempelvis vægt, CO2-udledning og hestekræfter frem for bilernes pris.

- De nuværende bilafgifter skader både miljøet, staten og autobranchen. Ved at omlægge registreringsafgiften til en teknisk baseret afgift baseret på bilens CO2-udledning, vægt og hestekræfter, kan man løse en lang række problemer.

Autobranchen Danmark mener, at den langsigtede løsning er en afgift, der baseres på brugen frem for købet af en bil, men at den tekniske baserede registreringsafgift skal bruges som overgangsfase:

- Vi mener, at den fremtidige bilafgift skal bygge på et retfærdighedsprincip om, at man beskattes af brugen i stedet for købet af en bil. Så vil man automatisk få den grønne dimension ind i afgiftssystemet. Det er måske en for stor omlægning på en gang, og derfor kan man bruge en teknisk baseret afgift som en overgangsfase til en brugsafgift, siger Jens Brendstrup.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078