23948sdkhjf

Soldater kan også være studerende

Efter mange år som professionel soldat læser Martin Bendix Schou på den videregående uddannelse til autoteknolog, og selvom turen fra Skanderborg er lang, er det turen værd: Studiet har nemlig udviklet ham meget personligt og professionelt.
Martin Bendix Schou er en travl herre. Han studerer til autoteknolog på Erhvervsakademi Dania i Viborg på 3. semester, er formand for De Studerendes Råd, er tutor og arrangør af rusturen for de nye autoteknologer, og så er han ansat ved Forsvaret som professionel soldat.

Efter endt uddannelse som lastvognsmekaniker fik han blod på tanden efter mere uddannelse. Som kontraktansat soldat havde han optjent friuger nok til at kunne tage en toårig videregående uddannelse og beholde sin løn som soldat.

Valget faldt på autoteknolog-uddannelsen ved Erhvervsakademi Dania i Viborg.

- Jeg vil gerne finde ud af, hvad jeg har potentiale til. Jeg har aldrig været god til at sidde stille, og kontor er ikke mig. Jeg vil ud og møde mennesker, og siden jeg begyndte på uddannelsen sidste sommer, har jeg overhovedet ikke fortrudt mit studievalg. Det er en stor livsomlægning at gå fra soldat til studerende, men det er superfedt, forklarer 29-årige Martin Bendix Schou.

Hver dag pendler han fra hjemmet i Skanderborg til Viborg for at læse til autoteknolog. Uddannelsen er turen værd.

- Første dag fik vi at vide, at vi ville udvikle os rigtig meget i løbet af uddannelsen, og det er sandt. Jeg har opdaget nye sider af mig selv og lært uden problemer at tale foran flere hundrede mennesker. Studiet er en hel ny verden for mig og meget anderledes, end hvad jeg før har lavet, hvor der altid var kasser, planer og faste rammer. Nu er der frihed, muligheder, kreativitet, innovation og nye måder at tænke på, og det er udfordrende og meget udviklende," siger han glad.

Irak, Afghanistan og Viborg

For bare få år siden vidste Martin ikke, at han ville læse videre. Efter folkeskolens 10.klasse og arbejde på et lager kom han ind som værnepligtig og forelskede sig i Forsvaret. Her var han ved Det Jydske Dragonregiment som kampsoldat og blev sendt til Irak i et halvt år med hold 8. Selvom det var en hård tur, valgte han at skrive kontrakt frem til sit 35.år som professionel soldat og tog igen på arbejde i udlandet.

- Jeg var i Afghanistan med hold 6 som motorskytte i et halvt år, og det var en god oplevelse. Egentlig ville jeg ikke afsted igen efter Irak-turen, men jeg kunne ikke tilgive mig selv, hvis der skete noget med de andre fra kompagniet, fordi jeg ikke var der, fortæller Martin, der bagefter sagde stop for udsendelserne.

- Man skal stoppe på toppen, og efter en god tur var jeg klar til at prøve noget nyt. Kort tid efter begyndte jeg på uddannelsen til lastvognsmekaniker, og da det gik rigtig godt, ville jeg se, hvor langt talentet rakte. Jeg overvejede uddannelsen til maskinmester, men da jeg ikke havde optjent friuger nok ved Forsvaret til den uddannelse, valgte jeg at søge ind på autoteknologuddannelsen i Viborg.

Meget aktiv frivillig

Da Martin begyndte på Prinsens Allé i Viborg, fik han og de andre autoteknologstuderende det hurtigt godt med hinanden. Det fællesskab ville de gerne dele med andre, men alle uddannelser på campus havde deres eget råd for de studerende (DSR), som ikke talte sammen.

Derfor satte Martin og en studerende fra sygeplejerskeuddannelsen sig for at oprette Campus DSR som et overordnet studieaktivt organ, der på tværs af uddannelser kunne få mere indflydelse og gennemføre større arrangementer til gavn for de studerende.

- Det ene tog det andet, og pludselig var jeg involveret i alt. Man lærer meget af at være frivilligt engageret om sig selv. Jeg har været med til at arrangere gratis stand-up, aktivitetsdage, julefrokost og senest rustur for de nye autoteknologer med Rasmus, som er min makker fra autoteknolog-studiet, fortæller Martin, der også er tutor for de nye studerende.

Praktikken på 4. semester er ikke helt på plads endnu, men måske skal han lave LEAN-optimering på Forsvarets værksteder. Drømmearbejdspladsen efter studiet skal gerne indeholde skiftende udfordringer.

- Jeg vil gerne lave et arbejde, der kræver innovation og kreativitet som for eksempel konsulent, når jeg er færdiguddannet, men nu må vi se, hvad der sker.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062