Aircondition kan være en hård nyser
Forår, sol og varme får inaktive airconditionanlæg til at udvikle svamp og bakterier, som du kan blive syg af. Men problemet kan løses.
Omkring en million danskere rammes i disse dage af rekordhøje pollental og svære høfebersymptomer. Den irriterende kløen, nysen og svien i øjne, næse og hals kan forstærkes, hvis man kører i en bil med et airconditionanlæg.
- Har bilen ikke kørt i et stykke tid, eller kører man mest korte ture, opvarmer forårsvarmen den fugt, som er i et ubenyttet klimaanlæg. Herefter kan der opstå bakterier og skimmelsvamp, som sendes ud til bilens passagerer, forklarer Applus Bilsyn, der dagligt syner biler med "syge airconditionanlæg".
- Vores medarbejdere støder hele tiden på klimaanlæg, som skal renses. Lugter luften i kabinen gammel og muggen, bør man rense anlægget. Det er heldigvis nemt gjort. Vi anbefaler, at bilister køber en såkaldt aircondition cleaner, det vil sige en spray, som de stiller på gulvet i bilen. Samtidig med at dåsen tømmes i kabinen, sættes klimanlægget på fuld styrke i omkring ti minutter. Cleaneren mindsker antallet af bakterier og frisker luften op, siger Per V. Rasmussen, adm. direktør hos Applus Bilsyn.
Mekaniske anlæg værst
Alle anlæg har risiko for at indeholde svamp eller andre farlige bakterier. Dog er det især mekaniske klimaanlæg der producerer bakterier og svamp, oplyser Applus Bilsyn. Nye klimaanlæg tænder ofte automatisk og er bedre til at komme af med begyndende fugt.
Pollen ind i kabinen
Klimaanlæg kan også sende pollen ind i kabinen. Skal man undgå de rekordhøje doser pollen i øjeblikket, og astma- og allergianfald, skal ens anlæg have et pollenfilter, der bør renses jævnlig. Her hjælper aircondition cleaneren ikke, forklarer Applus Bilsyn
- Uanset om man har et fuldautomatisk klimaanlæg eller et mekanisk airconditionanlæg, er det en god idé at rense anlægget minimum hvert andet år og gerne oftere f.eks. om foråret. På den måde er du sikker på at minimere gener i bilen, der kan fremkalde allergi og luftvejsproblemer, siger Per V. Rasmussen, Applus Bilsyn.