23948sdkhjf

Der er liv på landevejen

Livet som lastbilchauffører rummer historier, der er værd at fortælle - og læse om. Dem har Hans E. Rasmussen sat sammen i bogen, Tanker på vejen - livet på landevejen, hvor såvel EU som vognmænd får på puklen.
Hans E. Rasmussen har hænderne på rattet, hvad angår jobbet som lastbilchauffør. Han har også talent for at skrive, og ikke mindst har han en helt fantastisk fornemmelse for at se alt det skæve. Det kommer til udtryk i bogen, Tanker på vejen – livet på landevejen, fra forlaget Veterania.

Her kommer man som læser vidt omkring, for bogen indeholder omkring 60 små selvstændige historier og anekdoter fra livet på landevejene.

Kommer langt omkring

Og man kommer vidt omkring. Alt lige fra kollegaer, speditører, vognmænd, politikere, fagforeninger, fyringer, koner, færdselslove og meget andet får en tur i vridemaskinen. Dog er det alt sammen gjort med elegance og nænsomhed, for ingen bliver hængt ud på den trælse måde, men kun på den sjove og gode facon. Eksemplerne er flere.

I historien, En underlig fyring, taler to chauffører om den enes fyring, og her udspiller der sig følgende replikskifte om den omstrukturering, vognmanden gav som grund til fyringen:

"Hvori bestod denne omstrukturering så". Jo, den bestod i, at han stillede mig udenfor førerhuset, satte en anden mand ind bag rattet og bad mig om at feje gården den sidste uge, jeg var ansat".

EU og østaftalen

I dag er danske eksportchauffører en næsten uddød race, og ifølge Hans E. Rasmussen ligger skylden hos EU, danske politikere og ikke mindst den danske vognmandsbranche, som i fællesskab har solgt ud af guldet. I afsnittet Noget om østaftalen langer han ud efter dem alle, og han lægger ikke fingrene imellem, og her får de store vognmænd, transportministeren, DTL og ITD på puklen for at have tilladt, at østeuropæere kunne køre cabotagekørsel.

De personlige

Der lægges heller ikke skjul på, at ordnede forhold mellem arbejdsgiver og arbejdstager kun kan opnås ved hjælp af ordentlige aftaler. Afsnittet Tanker om Tage handler ikke kun om Tage, men om alle dem, som ligner ham. Fælles for dem er, at de har indgået en privat aftale, som måske har set nogenlunde ordentlig ud i starten, men som efterhånden bliver så udvandet, at lønnen bogstaveligt ikke er værd at køre for.

Rundt i branchen

Hans E. Rasmussen kommer hele raden rundt med sine betragtninger, og det er generelt morsomt. Dog skal man ikke snuppe bogen i et drag, for så bliver det ganske enkelt for meget. Nej, den skal læses lidt ad gangen for kun på den måde, får man det fulde udbytte af dette personlige univers, som Hans E. Rasmussen så glimrende spidder med sine betragtninger.

Tanker på vejen - livet på landevejen

Sideantal: 192

ISBN: 978-87-89792-51-4

Forlag: Veterania

Format: 252x175

Type: Hardcover / Indbundet

Udsalgspris: 298 kroner
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094