23948sdkhjf

Masser af udfordringer for branchen

Den ugentlige leder fra autobranchens uafhængige fagblad.
2014 HAR INDTIL VIDERE været et imponerende år for bilsalget i Danmark. Trods begrænset opbremsning i andet halvår, ligner det den fjerde rekord i træk, lyder det optimistisk fra De Danske Bilimportører. Det glæder vi os over, men samtidig er der masser af daglige udfordringer for de forskellige grene af autobranchen, hvilket denne udgave af branchens fagavis også bærer præg af.

BILFORHANDLERNE LIDER SÅLEDES under et alarmerende højt antal indbrud: De seneste to år er der begået ikke færre end 415 indbrud hos landets bilforhandlere, som nu sætter yderligere fokus på problemet og har sat både politiet, Forsikring & Pension og en sikringsekspert i stævne til et møde i januar med det klare mål at nedbringe antallet af indbrud. Bilforhandlernes værksteder kan samtidig berette om det positive i en stigning i antal skader i de første ti måneder af i år – men melder dog om et fortsat presset eftermarked. På trods af fremgangen i omsætningen, skaber forsikringsselskabernes aggressive adfærd store problemer i branchen, mener foreningen. Mange værksteder oplever således at blive presset til det yderste af forsikringsselskaberne, som kræver store rabatter for at fastholde samarbejdet, lyder det fra AutoBranchen Danmark.

OGSÅ I FORHOLD TIL forbrugerne opleves et pres. For eksempel når det gælder alt for optimistiske tal for bilernes brændstofeffektivitet. Foreningen glæder sig over, at der nu kommer fokus på problemet, som ifølge AutoBranchen Danmark gør forhandlerne til skurke. Det er et kæmpe problem for bilisterne og bilforhandlerne, at testen af bilernes brændstofforbrug så åbenlyst bliver udnyttet til det yderste.

FRA DE FRIE VÆRKSTEDERS verden kan vi blandt andet fortælle om et CAD-værksted, som løb ind i en bøde på 10.000 kroner for at køre med en kundebil på ladet uden en fartskriver i transportbilen. Helt forkert, lyder det fra CAD og Håndværksrådet, som overvejer at indbringe sagen for EU-domstolen. Og imens fortsætter striden om ombyggede køretøjer, idet Skat ikke vil følge en henstilling fra karrosseriforeningen SKAD, der beklager sig over retsløse tilstande for ombyggede køretøjer. Det ærgrer SKAD, at Skatteministeriet har afvist at gøre det obligatorisk at påføre ombygninger af køretøjer på registreringsattester. Endnu et fornuftigt forslag fra autobranchen, som skydes ned. Trods udsigten til et nyt rekordår inden for nybilsalg, er der i sandhed rigeligt med udfordringer for branchens aktører og foreninger. Fortsættelsen følger – i Motor-magasinet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095