Mentorordning hjælper 173 unge videre
Manglen på lærepladser på erhvervsuddannelserne er alarmerende. Derfor har Campus Vejle, Syddansk Erhvervsskole og Tietgen det sidste år samarbejdet om en ny mentorordning og den virker.
- Alle prognoser viser, at der i fremtiden er mangel på faglærte. Derfor har vi taget udfordringen op nu. Vi har valgt at fokusere på de unge, der har svært ved at finde en læreplads selv eller fastholde den. For taber vi denne gruppe, har det store økonomiske konsekvenser for vores velfærdssamfund, fortæller praktikcenterleder på Syddansk Erhvervsskole, Trine Hovad.
Det handler ikke om faglige udfordringer, uddyber praktikcenterlederen. Til gengæld tumler de med andre udfordringer, så det virker uoverskueligt at finde en læreplads og fastholde den.
- Mange unge er dårlige til at skrive ansøgninger og møder uforberedte op til samtalen, når de endelig kommer gennem nåleøjet. De unge i projektet kan have personlige, sociale eller psykiske udfordringer. De har brug for støtte før og under lærlingeforløbet til at tage de sidste skridt og udvikle sig som mennesker. Derfor er mentorordningen en god idé og en succes, mener Trine Hovad.
Læreplads hos Ford
Marc Nielsen fra Børkop har med hjælp fra mentor Trine Just og lærerne på Syddansk Erhvervsskole fået læreplads hos Ford Karvil i Fredericia.
- Inden jeg fik hjælp, løb jeg panden mod muren mange gange. Mentorordningen har hjulpet mig videre og i gang med et spændende lærlingeforløb hos Ford Karvil, fortæller den 19-årige lærling.
Det var særligt problemer med ansøgningen, der voldte Marc Nielsen problemer.
- Jeg har aldrig været særlig god til at skrive. Med hjælp fra min mentor fik jeg skrevet en bedre ansøgning og fremhævet, hvorfor de skulle vælge mig. Vi lavede også en videoansøgning. Den forberedte mig til jobsamtalen med Ford, forklarer Marc Nielsen, der drømmer om at åbne eget værksted.
Inden han når så langt, er der dog meget at lære endnu. Det understreger værkstedschef Andreas Andersen, der valgte Marc Nielsen. Et valg han ikke har fortrudt.
- Viljen lyser ud af Marcs øjne. Han er lyttende og interesserer sig for faget. Sammen med vores dygtigere mekanikere udvikler han sig dagligt i et professionelt miljø på et autoriseret værksted, hvor bliver han presset. Bilerne skal være færdige til aftalte tid, og det motiverer Marc og gør ham fokuseret.
Andreas Andersen mener, at Ford Karvil har et ansvar for at uddanne nye mekanikere.
- Tager vi ikke nye lærlinge ind, har vi ingen dygtige mekanikere om ti år. Derfor prioriterer vi lærlinge højt. De går ikke bare rundt med en kost, men er en del af teamet hos os. På den måde udvikler de sig til dygtige mekanikere, som vi ofte beholder, når de er færdiguddannet, fordi vi ved, hvad de kan.