23948sdkhjf

Lyse udsigter for Hella

Hella A/S kan i mere end én forstand se lyset forude med produkter til det professionelle danske eftermarked og nye produkter til 230V belysning og ansættelse af flere medarbejdere.
Krisen, som ramte Danmark for fem år siden, tvang mange virksomheder i knæ. Nogle kom ikke over det. Andre overlevede ved at se på muligheder frem for problemer og tilpasse sig de nye forhold. Til denne kategori hører Hella A/S, som i 2010 gennemførte det, man i moderne managementsprog kalder en turn around.

Det betød først og fremmest, at der blev sat fokus på handel med Hellas kerneprodukter, hvor andelen er øget fra 40 til 85 procent – plus kompletterende produkter. Men også organisatorisk skulle virksomheden tilpasses. Så alt, hvad der havde været samlet i Kruså før krisen, blev flyttet til andre og mere hensigtsmæssige og rentable beliggenheder. Hele lageret blev flyttet til et separat område ved FTZ’s centrallager i Odense, men det er ikke en integreret del af FTZ’s lager. Foruden det fysiske lager blev også IT-, økonomi- og administrationsfunktioner outsourcet.

- Lageret er Hellas eget helt selvstændige lager. Vi er stadig både konkurrent og leverandør til FTZ, siger administrerende direktør i Hella A/S, Henrik Jensen.

- Selv om Hella A/S via sine ejere er i "familie" med FTZ, og lageret med syv medarbejdere nu i snart fem år har været nærmeste nabo til FTZ i Odense, er FTZ kunde lige som andre af landets store og små grossister, bilimportører, lastvognsimportører og landbrugsmaskingrossister, understreger Henrik Jensen.

Omstruktureringen og flytningen fra Kruså i 2010 medførte også, at Hellas danske hovedkontor med blandt salgsafdeling flyttede til lejede lokaler på Lundbjerg Industrivej 13 i Aabenraa.

Gode tal og flere ansatte

- At "operationen lykkedes og at patienten har det godt" kan ikke mindst udledes af, at vi nu fire år i træk har opnået resultater, som ikke kun svarer til ejernes forventninger. De har også ligget over, hvad de gjorde i de seneste to år med det gamle set up i Kruså, siger Henrik Jensen. Han kan så også tilføje, at resultatet for det seneste regnskabsår, som netop er afsluttet den 31. maj, viser en vækst på 9-10 procent.

Væksten ser også ud til at fortsætte, efter at Hella i efteråret 2012 introducerede IL2PLUS LED som rumbelysning til værksteder og bilforhandlere. Det er blevet så positivt modtaget, at det i efteråret 2014 skal markedsføres til industri- og logistikvirksomheder. Til denne opgave er Hella i gang med at rekruttere en belysningskonsulent, der får dette segment som sit ansvarsområde. Desuden er der fra august 2014 ansat en elev, så det samlede medarbejderantal i Aabenraa herefter er 14.

Mere lys forude

Henrik Jensen er godt tilfreds med virksomhedens gode gænge, og at der i bogstavelig forstand er lys forude. Inden han 1. januar 2011 tiltrådte stillingen som administrerende direktør i det reorganiserede Hella A/S, havde han i syv år været salgschef i Philips med ansvar for autolamper. Men før han fik dette job var han produktchef i det, der oprindelig hed A/S A. Falkenberg efter grundlæggeren, Aage Falkenberg. I marts 2004 skiftede selskabet navn til Hella A/S, og har siden 1989 været et dansk salgsselskab ejet af Hella KG i Lippstadt i Tyskland.

De væsentligste Hella-produkter er lygter – både OE og universallygter i såkaldt matching quality. Men også motorstyring (sensorer og aktuatorer) og elektroniske komponenter (blandt andet horn, relæer og installationsmateriel). Desuden er der indgået et joint venture med Behr om klima- og køleprodukter i selskabet Behr Hella Service – BHS. Hellas program er også i de seneste år udvidet med autolamper og viskerblade i høj eftermarkedskvalitet til konkurrencedygtige priser.

LED er trenden og er nu den foretrukne lyskilde, og Hella har her et bredt program inden for arbejdslygter, signallygter og universallygter, hvor der lægges vægt på, at dioderne er af topkvalitet med optimalt lysudbytte og minimal varmeafgivelse.

Øget effektivitet

Foruden egne produkter er de væsentligste produktlinjer hos Hella A/S autolamper fra Philips, tændrør, gløderør og lambdasonder fra NGK, viskerblade og viskermotorer fra SWF og befæstningsmateriel fra Bechmann.

I forbindelse med omstruktureringen gik virksomheden for tre år siden over til et elektronisk katalog. I dag udgør elektroniske ordrer 30 procent af omsætningen, og andelen er stigende.

Ligeledes optimeres logistikken hele tiden. Der er dag-til-dag levering fra dansk lager, og 24 eller 48 timers levering fra lager i Tyskland.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094