23948sdkhjf

Ny mand i spidsen for Scandinavian Brake Systems

Mads Bonde Hansen afløser Hans Fuglgaard som adm. direktør i den fynske bremsevirksomhed, Scandinavian Brake Systems A/S.
Globalt perspektiv med base på Fyn er et fællestræk mellem Scandinavian Brake Systems (SBS) og virksomhedens kommende adm. direktør Mads Bonde Hansen, der kommer fra en stilling som vicepræsident for Nordeuropa i Sapa Extrusion, der er verdensførende inden for bearbejdning af aluminium.

Den internationale orientering er en fællesnævner igennem hele den foreløbige karriere, og det kommer helt naturligt til at fortsætte hos SBS. Det skal bruges til at fortsætte udviklingen mod nye markeder med flere produkter.

Ledelsesskiftet sker ifølge virsksomheden på et gunstigt tidspunkt. Kvartalsregnskabet, der blev offentliggjort mandag, viser, at rekordomsætningen i 2013 følges op med en omsætningsvækst på 10 procent i første kvartal i år. Driftsresultatet viste en fremgang på 22 millioner kroner eller 44 procent i forhold til 2012, selv om afvikling af gæld udfordrer bundlinjen.

Tiltræder 1. november

- Jeg har sagt ja til den spændende udfordring, fordi jeg værdsætter SBS’ sunde kultur, der er gennemsyret af respekt for kvalitet og en forståelse af vigtigheden af hele tiden at udvikle og forbedre sig. Jeg skal ind og være en del af den udvikling, både hvad angår nye produkter og nye markeder og ikke mindst bidrage med mine erfaringer til at optimere SBS’ supply chain, siger Mads Bonde Hansen, der tiltræder 1. november 2014.

Bestyrelsesformand Tage Reinert udtaler i forbindelse med vagtskiftet:

- Med Mads Bonde Hansen får SBS fortsat en dynamisk leder med solid industriel erfaring. Han har leveret overbevisende resultater i virksomheder, der le-er af at udvikle og markedsføre industrielle produkter. Mads har ligesom SBS vist, at man godt kan have et globalt udsyn med base på Fyn. Det giver de rette forudsætninger for at fortsætte den solide, positive udvikling, som SBS, efter nogle udfordrende år, er inde i under Hans Fuglgaards dygtige ledelse.

Hans Fuglgaard takker af

Efter 12 år på posten takker Hans Fuglgaard i en alder af 67 år af som adm. direktør for Scandinavian Brake Systems A/S (SBS), når hans kontrakt udløber ved årets udgang. Det har været planlagt længe, og dermed har bestyrelsen haft mulighed for en grundig proces med at finde den rette afløser til at stå i spidsen for koncernens ca. 450 medarbejdere. Hans Fuglgaard vil fortsætte som direktør i datterselskabet Notox A/S for at bringe denne virksomhed i position til et salg.

Scandinavian Brake System A/S

Blev etableret i 1964 under navnet Obtec. Skiftede i 2003 navn til Scandinavian Brake Systems A/S

SBS-koncernen delte i slutningen af 2012 virksomheden op i tre divisioner:

SBS Automotive: Produktion, renovering og distribution af bremsedele og relaterede slid-dele til det automotive eftermarked

SBS Friction: Udvikling, produktion og distribution af bremsedele og friktionsløsninger til motorcykler og relaterede køretøjer samt vindmøller og andre specialiserede områder

Notox: Produktion og salg af partikelfiltre, der reducerer emission fra dieselmotorer
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.072