23948sdkhjf

Sensorerne bliver mindre og universale

Alle nyproducerede biler skal fra november monteres med TPMS. Og hos importøren Thornac & Knarberg kan de se, at udviklingen virkelig er ved at tage fart.
Vi skal fremover alle gøres opmærksom på, når dæktrykket falder, og det sker via et tire-pressure monitoring system, TPMS. I Allerød har firmaet Thornac & Knarberg, der importerer og sælger alt tilbehør til dæk og fælge, specialiseret sig i den version, der kaldes det direkte system, der måler dæktrykket via ventilen.

Thornac & Knarberg har en aftale med den store, franske producent Schrader, ligesom de via det irske firma Trust Tech kan skaffe TPMS-udstyr fra amerikanske Tech. Det gør, at de har gode muligheder for at hjælpe deres kunder med en leveringstid på blot to dage, også selvom de ikke har delene på lageret i Allerød.

Anders Hoff-Jessen, indkøber hos Thornac & Knarberg kan godt mærke, at der sker noget på området for TPMS.

- For fem år siden var der én henvendelse om måneden, mens der alene i sidste uge var 20 henvendelser, og generelt har der været stor efterspørgsel de sidste to måneder. På TPMS-området er vi lidt bagefter i Danmark grundet vores afgiftssystem, som forsinker udbredelsen af nyt ekstraudstyr, men der sker noget nu, siger Anders Hoff-Jessen, der har været hos firmaet i mere end tyve år.

Universal udvikling

Det nyeste skridt er en såkaldt multisensor fra amerikanske Tech, som Anders Hoff-Jessen forventer vil være på markedet om en måneds tid. Den gør livet på de danske værksteder noget nemmere. Der findes nemlig fire af dem, og hvis man har dem på lager, så er det muligt at dække op mod 90 procent af den danske vognpakke.

Udover de prædefinerede multisensorer, er det også muligt at købe en såkaldt "tom sensor", som værkstederne selv kan kode, og dermed lave en præcis kopi af den gamle fra kundens bil. Den tomme sensor er også en mulighed, hvis man eksempelvis kun lave Volkswagen. I øjeblikket findes der nemlig 15 "pakker" med forskellige bilmærker og modeller, som man kan lægge på de tomme sensorer. Dermed kan værkstedet lægge alle de relevante pakker ind på en tom sensor og så ligge inde med en, der passer på alle de modeller, de reparerer.

- Det er ret smart, da man selv kan bygge en sensor, som indeholder de specifikke bilmodeller, man har brug for. Det regner vi med bliver stort inden længe, siger Anders Hoff-Jessen, der selv har været på besøg hos Schrader i Frankrig og på deres irske fabrik, hvor de har 150 ingeniører siddende, som hele tiden udvikler på TPMS-tilbehøret.

Vedligeholdelse

Med ny teknologi kommer også flere ting, man skal være opmærksom på. Og med de elektroniske ventiler følger også, at der skal holdes øje med dem, for de er ikke beregnet til at køre under danske vejrforhold.

- De skal serviceres efter et til to år, hvor omløberen skal skiftes. De er lavet i aluminum og holder ikke til det danske vejr. Selve delene koster ikke mange penge, men bliver det ikke skiftet, så ender selve måleren med at gå helt i stykker, også er det en større omkostning for kunden. Der findes netop små servicepakker til formålet, som indeholder omløber, pakning og kegle, der koster under 100 kroner, hvorimod en helt ny sensor i øjeblikket koster i omegnen af 4-500 kroner. De små service er dog også en ekstra indtjeningsmulighed for værkstederne, siger Anders Hoff-Jessen og uddyber, at hvis ventilerne serviceres, kan de holde fem til seks år på batteriet, hvorefter de skal udskiftes.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078