23948sdkhjf

Snefyldte omgivelser for Yokohama i Sverige

Det japanske dækfirma vil sætte sig endnu mere på det europæiske marked, og derfor har de åbnet et nyt testcenter for vinterdæk i den nordsvenske by Nattberg.
Der foregår ikke meget om vinteren langt oppe i Nordsverige. Dog kan man flere steder høre lyden af pigdæk, der bider sig fast i isen. For de kolde temperaturer og den store mængde af sne tiltrække mange dækfabrikanter, så de kan udføre deres test af vinterdæk under optimale forhold. Yokohama har i mange år testet i regionen, men først nu har de kunnet slå et skilt i jorden med teksten "Yokohama Test Center of Sweden" cirka 1000 kilometer nord for hovedstaden Stockholm.

De nye faciliteter er beliggende i byen Nattberg, omkring 200 kilometer fra den finske grænse. Her har der de sidste tre år været et testcenter for dækfabrikanter, som Yokohama nu har overtaget. Tidligere var der en planteskole på den grund, der nu huser ni baner, hvor japanerne kan undersøge, om de har ramt den rigtige formel med deres vinterdæk.

- Planen er, at vintertestene skal foregå fra starten af december til slutningen af marts. Det er dog, hvis forholdene tillader det, muligt at udvide testperioden med en måned på begge sider, siger Torsten Theiss, chef for test udført i Nattberg og på den tyske Nürburgring.

Mange muligheder

I øjeblikket har dækproducenten tre til fire testkørere, der har kørt på banen de seneste uger. De regner med at teste i omegnen af 1700 sæt dæk hvert år på det nye anlæg, som bredder sig over 40 hektar midt i den svenske skov.

Arealet består af ni baner, der tillader kørerne at teste under forskellige forhold. Der er to snefyldte baner, hvoraf den længste er 1620 meter lang, to flade og lige snebaner og en lignende is-bane, en is manøvreringsbane, en is-cirkel, en sne-cirkel og et bakket område med forskellige stigningsprocenter.

Det nye testcenter driver Yokohama i et samarbejde med det svenske firma Arctic Falls, der fungerer som bestyrer af området og foretager al vedligeholde af banerne. Udover anlægget i Nattberg styrer Arctic Falls tre andre testfaciliteter. Førhen har Yokohama lejet sig ind på lignende faciliteter, ligesom de er i besiddelse af et vinter-testcenter i Japan, der går under navnet T-Mary.

Der er ingen tvivl om, at Yokohama har fået nogle optimale forhold at teste under. De ni forskellige baner giver mulighed for at mærke dækkenes egenskaber under forskellige forhold, også selvom man ikke er dækingeniør. Og for rigtigt at vise, hvordan sådan forhold skal tackles, havde de fløjet den firedobbelte, franske WTCC-verdensmester Yvan Muller, der er sponsoreret af Yokohama, ind til at give en hurtig oplevelse i de hvide omgivelser.

Vigtige tests

Indtil nu har størstedelen af japanernes testfaciliteter ligget i deres hjemland eller tæt omkring i andre asiatiske lande. At de nu satser stort i Sverige med åbningen af testcenteret i Nattberg er en bevidst strategi for at øge tilstedeværelsen i Europa.

- Dette er endnu et skridt for Yokohama i Europa, og det hjælper os med at blive mere synlige. Det er mere praktisk for os at foretage vores tests på produkter til det europæiske marked i Europa. Derfor er de nye faciliteter et vigtigt tiltag for at gøre dækkene bedre, sagde Osamu Mikami, chef for udenlandsk dæksalg og -marketing hos Yokohama, i sin åbningstale.

Der var også lokale glæde over, at der er kommet endnu et dækfirma til regionen. Både Sven Erik Österberg, guvernøren for regionen Norrbotten, hvor testcenteret er placeret, og borgmesteren i Älvsbyn, Helena Öhlund, var til stede ved åbningsceremonien. Begge udtrykte de deres glæde over Yokohamas tilstedeværelse, som de kommende vintre vil dreje sig om minimum fire måneder årligt.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094