De hårdt prøvede bilforhandlere
VI FØLER INDERLIGT med de bilforhandlere, der med næb og klør prøver at få en hverdag til at hænge sammen. Alt imens især deres to brancheforeninger med al magt og gode ord prøver at overbevise politikerne om, igen-igen, at det er på høje tid at omlægge registreringsafgiften. Alt for mange krumspring, alt for megen tid går med at bøje afgiftsreglerne ude hos forhandlerne. Kom nu med en ny afgiftsmodel. Ikke endnu et lille facelift, ingen kan bruge til noget.
OG FOR AT DET ikke skal være løgn, har bilforhandlerne endnu engang fået FDM på nakken i en noget aparte udmelding: Bilisterne skal insistere på at få strøget en passus i slutsedler om, at de skal stå inde for byttebilens antal kørte kilometer. Omvendt skal de for alt i verden have bilforhandleren til at yde kilometergaranti på den købte brugtbil.
DET HØRER DA INGEN steder hjemme at komme med sådan en udmelding. Det vidner også de mange branchekommentarer om, der florerer på Linkedin, og som vi bringer i denne udgave af fagbladet. Det er en ommer, FDM. Og meget gerne en undskyldning til autobranchen, hvor vitterligt stort set alle prøver at gøre det godt for jeres medlemmer, bilisterne. Der er ingen grund til at træde på en hårdt trængt autobranche med urimelige opfordringer.