Det nye Goodyear UltraGrip 9 vinterdæk er udviklet til forbrugere i Europa, som ønsker et premium vinterdæk. Det er udviklet til at klare de forskellige og afvekslende vinterforhold i Europa til topkarakter, lige fra kolde og tørre dage til forhold med vand, slud og sne. I benchmark med konkurrenternes dæk for den forgangne vintersæson 2013-2014 har Goodyear selv testet dækket 2-8 procent bedre på de forskellige egenskaber på is, sne, tør og våd vej.
Sammenlignet med forgængeren UltraGrip 8, der er solgt i syv millioner eksemplarer, har det nye UltraGrip 9 eksempelvis fire procent bedre egenskaber på sne i kraft af et nyt slidbanedesign, der nu kommer i to versioner et for større og et for mindre dæk for at give optimal vejrespons under kørsel, sving, bremsning og acceleration.
Håndteringen på sne er forbedret takket være det store antal kanter og forstærkningen af de høje skulderblokke. Og et varieret blokmønster sørger for godt træk på sne. På is bidrager UltraGrip 9s tætte dækmønster og den mere kvadratiske kontaktflade til bedre performance. De hydrodynamiske riller giver, ifølge producenten, god modstand mod akvaplaning og bedre vejgreb i slud. På kolde regnvejrsdage giver de kompakte skulderblokke med 3D BIS-teknologi bedre bremseegenskaber på våd vej.
I forhold til forgængeren er dækmaterialet forbedret i det nye dæk. For at forbedre vådgrebet benytter Goodyear nu en specialblanding af blødgørere med harpiks. Det giver dækket bedre egenskaber på sne og is samt bedre vejgreb på asfalt om vinteren.
UltraGrip 9 er TÜV-testet, fås i 33 dimensioner og er med 14 og 16 tommers sortimentet rettet mod køretøjer i mellemklassen. EU-mærkaten for den gængse dækdimension 205/55 R16 siger: C (rullemodstand), C (vådgreb) og 69 db (dækstøj)
Bilejerne krævede i begyndelsen af 1970erne øget manøvredygtighed af vinterdækkene. Derfor udviklede Goodyear i 1971 det første UltraGrip-vinterdæk, der havde kraftigt 14 mm højt mønster 70 procent mere end dagens nye UltraGrip 9. På lanceringsdagen sneede det kraftigt, og kun biler med UltraGrip 1 kunne komme frem! Derefter fulgte de næste udviklinger, der til dato har solgt 60 millioner dæk:
UltraGrip 2 opnåede stor anerkendelse og succes
UltraGrip 3 fik tilført flere riller
UltraGrip 4 var det første retningsbestemte med mere V-form og introduktion af silica i gummiblandingen.
UltraGrip 5 havde endnu mere V-form i mønsteret til dræning
UltraGrip 6 fik 3D-blokke, der øger sideværts stivhed
UltraGrip 7 fik flere vaffel-riller til at åbne og lukke blokke for mere stabilitet.
UltraGrip 8 blev tilpasset varmere vintre med mere tørvejskørsel og fik indvendige forbedringer.