23948sdkhjf

Engrosfaxens netværk fanger ofte bilsvindlere

Bilforhandlerne hjælper hinanden med at afsløre narrestreger via eBays lukkede, professionelle netværk.
Da indehaver af Læborg Autohandel i Vejen, der både sælger veteran- og specialbiler samt nyere biler, Søren Sørensen, opdagede, at firmaet var blevet franarret en Audi A3 af svindlere, var gode råd dyre. Lynhurtigt lagde han en efterlysning på danske eBays Engrosfaxen, der hver dag når ud til 2500 autoforretninger på primært mail.

Dagen efter var der bid!

En bilforhandler i en anden by havde læst efterlysningen og opdagede den – ganske vist noget specielle – sølvfarvede Audi A3 S-Line på gule plader køre på vejene ved Hedensted. Han kontaktede både Søren Sørensen og politiet, mens han fulgte efter bilen, der kørte ind på en ejendom. Politiet kom og anholdt bilsvindleren – og fandt en masse andre tyvekoster ved samme lejlighed.

Politiet bruger den

Denne episode er langt fra enestående. Det sker jævnligt, at Engrosfaxens netværk er medvirkende til at opklare tyverier og svindleres narrestreger.

Faktisk er Engrosfaxen så effektiv, at også politiet, forsikrings- og finansieringsselskaber sætter efterlysninger på. Det glæder chef for Engrosfaxen, David Mørch Knudsen.

- Både vi og bilforhandlerne er rigtig glade og stolte, når det lykkes at hjælpe hinanden i branchen med at afsløre svindlere via Engrosfaxens lukkede netværk. Hvis vi modtager et signalement af enten svindlerne eller den franarrede eller stjålne bil inden klokken 17.00, kan vi have beskeden ude næste morgen med den nye Engrosfax-besked klokken 07.00. Og det har givet pote i efterhånden rigtig mange tilfælde, siger David Mørch Knudsen.

Falsk finansiering

Svindlen kan både dreje sig om lånte prøvebiler på falske kørekort, finansiering på falske lønsedler eller falske bankoverførsler, der kan nå at blive stoppet inden et døgn. Når svindlerne får en bil finansieret på falske forudsætninger, sælger de hurtigt bilen videre og scorer gevinsten. Engrosfaxen bragte for nylig en sådan handlet Toyota Auris fra 2012 til veje igen på en uges tid.

I Aarhus blev en forhandler opholdt i butikken af to mænd, mens to medsammensvorne stjal kundehjul fra bagforretningen. En efterlysning på Engrosfaxen førte til, at mændene blev opdaget på Vestegnen af en københavnsk bilforhandler et par dage efter.

- Det viser sig, at tyve og svindlere faktisk er meget mobile, når jorden brænder under dem. Og de opererer gerne i områder langt fra deres hjemstavn. Bilforhandlerne er rigtig glade for vores advarsler, for selv hvis det drejer sig om penge til en af de mange mikrobiler er det jo store beløb for en bilforhandler at miste, siger David Mørch Knudsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093