Vagtskifte hos Ford
Fords nuværende tekniske direktør Mark Fields afløser efter Alan Mullaly og overtager topposten som CEO hos Ford.
Udnævnelsen kommer ikke som en overraskelse. Mark Fields har været kørt i stilling til posten, siden han blev udnævnt til teknisk direktør i 2012.
Mark Fields får ros af sit firma for at have rettet skuden op i flere af Fords lande og regioner. Mark Fields var fra 2002 til 2004 chef for Premier Automotive Group (PAG), som var Fords gruppe for firmaets europæiske luksusmærker, Volvo, Land Rover, Jaguar og Aston Martin. Alle blev solgt fra under den globale finanskrise. Senere, fra 2004 til 2005, var han chef for Ford i Europa, inklusive PAG-gruppen.
53-årige Mark Fields vil overtage en virksomhed, der i høj grad er blevet formet af Alan Mulallys tid i førehuset. Det er især Alan Mulallys fortjeneste, at Ford som den eneste amerikanske bilproducent ikke gik ned under finanskrisen og var derfor heller ikke afhængig af statsstøtte for at overleve.
Sidste år havde Ford et overskud på 7,2 milliarder amerikanske dollar og afleverede det bedste resultat før skat i over ti år.
Ifølge CNN Money kommer Alan Mullaly ikke til at lide nød under sit otium. Ifølge finansnyhedstjenesten modtager den afgående topchef en aftrædelsesbonus på 300 millioner dollar eller omkring 1,6 milliarder kroner.