23948sdkhjf

Genbrug med pil opad udvider igen

Mekaniker Michael Riis begyndte med at købe og strippe en Ford Transit – nu får han endnu 2100 kvadratmeter under tag i sin succesvirksomhed med fokus på kvalitets-genbrugsdele og 16 ansatte.
Hvad gør man, når man som autogenbruger hører om, at 7000 kvadratmeter lagerhaller i nabolaget står til at skulle skrottes for at gøre plads til nybyggeri? Man tilbyder da at genbruge jernspær, tag og pladevægge – mod selv at pille det hele ned på rekordtid. Dermed kan MR Autolager i Viborg nu snart tage endnu en lagerhal, opført i genbrugsmaterialer, i brug på 2100 kvadratmeter. Dermed kommer arealet under tag op på 5300 i alt for at gøre plads til flere end de nuværende 170.000 lagerførte reservedele, samt endnu bedre forhold for de ansatte.

Det er kun gået én vej for den 44-årige Ford-mekanikerudlærte Michael Riis, siden han som 21-årig begyndte at handle med biler til videresalg. Som 26-årig købte han en Ford Transit til ophug, skilte den ad og solgte stumperne – og dermed kunne købe et par nye køretøjer for indtægten. Senere kunne han købe virksomheden Viborg Akkumulatorfabrik, der lå i den anden ende af byen. Her slap pladsen op, og efter et midlertidigt stop på Morsøvej fik autogenbrugsvirksomheden, der modtager 1500 nyere skadede kvalitetsbiler årligt, domicil på den nuværende placering på Vennershåbvej i de tidligere Genan-bygninger på et grundareal på 21.500 kvadratmeter. Fra kun at skulle brødføde sig selv er Michael Riis nu oppe på at have 16 ansatte på lønningslisten i det miljøcertificerede autoophug.

Tør satse

Og hvad skyldes så den konstante omsætningsmæssige fremgang?

- Arbejdsomhed og dygtige medarbejdere – og så at vi tør tage chancer og købe noget specielt, såsom Alfa Spideren derude, peger Michael Riis ud ad vinduet på den røde sportsvogn, hvor fronten er totalskadet og brændt op, men bagenden er som funklende ny. Dele på dyrere og sjældne biler indbringer ofte flere penge end standardvarer. I det hele taget køber MR Autolager helst nyere biler af forsikringsselskaberne, og det giver stor kapitalbinding og træk på kassekreditten. Bilerne kan stå et halvt år eller længere, inden delene sælger, så det handler om at være en god købmand. Og så at følge markedet for bilsalg. Michael Riis har aldrig regnet på, hvor stor afskrivningen på ikke solgte dele er. Mest rentabelt er det at lade delene sidde på de hele biler og kun skrue af, når en ordre løber ind.

- Vi oplever faktisk, at de små biler, der jo nybil-sælger stort, holder ganske godt og også kræver genbrugsdele i reparationsarbejdet. Men de dyrere biler repareres selvfølgelig mest, på grund af reparationsgrænsen, og de kører længere tid. Netop nu er dele til de større biler efterspurgt, fordi der ikke blev solgt så mange af disse biler i flere år, da finanskrisen satte ind i 2008, forklarer Michael Riis.

80 procent af salget hos MR Autolager er brugte dele til primært værksteder. Men der er også nye lygter og batterier på hylderne, som angiveligt kan sælges billigere end hos grossisterne på grund af lavere avance.

- Mange værksteder finder det nemmere kun at skulle handle ét sted, og så er det godt også at kunne tilbyde nye dele, siger Michael Riis.

De ansatte laver ikke så mange genopbygningsbiler, da der hverken er tid eller plads nok. En del købte biler, samt også mc og campingvogne, sælges videre til Polen og Litauen.

- Vores omsætning er steget markant, siden vi kom her til Vennershåbvej – til værksteder i hele landet. Det er en "god spiral", når værkstederne ved, at vi har gode, nyere dele på lager, og at vi i øvrige er gode til at kvalitetsteste. Vi mærker mange dele som B2 med fuld åbenhed om mindre skrammer, prikbuler og måske løs sealing.

- Men generelt synes jeg, at malerne er for kritiske og krævende som underleverandører til værkstederne. De får jo tillæg for at modtage brugte dele – og jeg ved, at selv nye dele også tit må spartles og slibes. Det kan være meget fordelagtigt for værkstedet at modtage en brugt dør, der jo indeholder rudehejse og alt andet monteret. Men jeg ved da godt, at malerne, som underleverandører til værkstederne, er under stort pres fra mange sider, siger Michael Riis.

Ikke faste priser

Han er i øvrigt fortaler for, at der ikke skal være faste priser på delene. Så hellere bruge tid på at handle lidt om prisen med værkstederne, som i øvrigt ofte kender niveauet for dele på markedet og har tillid til, at MR Autolager er fair i prissætningen. MR Autolager er med i det landsdækkende edb-lager, Nemdele.

- Nogle ophuggere er begyndt at sætte priser på delene, men det kan hurtigt ende, som da ophuggerne begyndte at overbyde hinanden på priser på skrotbiler. Så kan fortjenesten til ophuggerne hurtigt forsvinde, ligesom kunderne skal bruge tid på at tjekke priser og ringe rundt.

Michael Riis kunne desuden godt tænke sig, at bilejerne blev mere opmærksomme på at bede værkstedet benytte brugte dele, hvis bilen skal repareres uden om forsikringsselskabet for eksempelvis et defekt rudehejs eller en viskermotor.

- Nogle bilejere er nok ikke klar over, at der kan monteres nyere brugte dele – eller også vil de ikke vise, at de gerne vil spare penge på at bede værkstedet monteret brugt, det er vel et spørgsmål om psykologi. Der er ellers rigeligt fokus på genbrug overalt i samfundet, men måske FDM og dagbladene kunne sætte mere fokus på genbrugs-bildele, siger Michael Riis.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079