23948sdkhjf

Taksatorer fik ny indsigt i avanceret autoglas

Forsikringsselskaberne finder det problematisk, at de betaler for OEM kvalitetsglas, men at nogle i autobranchen lader sig friste og isætter ringere og billigere autoruder i bilerne ved reparation.
Autoglas er ikke bare glas i dag, hvor sensorer, lyddæmpning, pasform og glaskvalitet kan have mange afskygninger. Derfor havde leverandøren Danglas i sidste uge indbudt til fire infodage over hele landet for ledende taksatorer og chefer fra forsikringsselskaberne Tryg, TopDanmark, GF. Codan og Taksatorringens cirka 30 selskaber.

Efter møderækken siger en tilfreds Danglas-direktør Viggo Hansen, at begge parter har lært meget af hinanden på disse aftener, og at forsikringsselskabernes møderepræsentanter generelt melder tilbage, at de er yderst glade for at få ny viden og dialog omkring de avancerede rudetyper, hvoraf nogle kræver kalibrering efter udskiftning, andre ikke.

- Vi har hos Danglas fået rigtig meget ud af mødernes gode dialog. Der er ingen tvivl om, at vi skal have langt bedre kontakt med taksatorer og forsikringsselskaber omkring knowhow og teknik på området i det daglige, så vi hjælper hinanden til at få optimalt udbytte af samarbejdet. Det kræver koordinering, at værksteder i Danmark ikke bare forfalder til at sætte en tilfældig rude i, for identiske biler kan have forskellige typer ruder hvad angår lyddæmpning, sensorer med mere, siger Viggo Hansen som opsummering på møderækken.

Selskaberne har et ansvar

Motor-magasinet var med på info- og dialogmødet i Kolding med landets næststørste forsikringsselskab, Topdanmark, der årligt får udført 17.000 rudereparationer, inklusive stenslag, via landets værksteder. Fra TopDanmark deltog cheftaksator Peter Meiner Jensen, skadechef Helle Dahl, overtaksator Torben Therkildsen, glastaksator Jesper Søndergaard Balker, Danglas’ direktør Viggo Hansen og marketingchef Søren Adsbøll samt glastekniker, med stor indsigt og indlæg på dagen, Dan Berthelsen, direktør i Glass-Tech Aps.

Cheftaksator Peter Meiner Jensen sagde som afslutning på mødet:

- Vi har et stort ansvar og kan ikke lukke øjnene for kvaliteten omkring glasudskiftning, når vi nu ved, at der er så stor forskel på glaskvalitet, ligesom det kræver fagkendskab at udskifte forruder i moderne biler. Vores opgave som forsikringsselskab er at bringe bilen tilbage til samme stand som før skaden. Vi kunne aldrig drømme om at bede om isætning af ringe – men billigere - autoglas fra mindre gode producenter. Men vi kan desværre forstå og se, at værksteder og grossister ikke altid leverer, hvad vi betaler for.

- Det er godt at se på et møde som dette, at autoglasbranchen gør meget for at følge med udviklingen omkring de stadig mere avancerede autoruder. Vi er nu blevet inspireret til at bede værkstederne tage fotos før og efter reparation, så vi kan sikre os, at de rigtige ruder bliver benyttet. Selvfølgelig forventer vi, at bilfabrikkernes forskrifter følges. Samarbejdet med værkstederne om at levere den bedste kvalitet til vores kunder bygger på tillid, sagde Peter Meiner Jensen.

TopDanmark tager allerede i dag kontrol-stikprøver ved alle reparationer, der involverer afhugninger, isvejsninger og større karrosseri opretninger.

Spørgsmål og svar

TopDanmark har eksempelvis undret sig over et tilfælde, som da en Audi A6 måtte flyttes fra et værksted i Aalborg til Aarhus for at kunne få skiftet en forrude. Forklaring; ruden kunne ikke kalibreres på værkstedet i Aalborg da de ikke havde kalibreringsudstyret.

Øvrige spørgsmål til Danglas og Glas-Tech under dialogmødet var om forskellen på laminattyper, og hvad årsagen er til, at reparerede biler ikke længere kan fange GPS- og brobizz-signaler efter rudeskift. Det kan skyldes, at værkstedet får leveret en ikke-OEM kvalitetsrude, hvor eksempelvis sølv-laminatet ikke er identisk med den fabriksisatte rude.

Også for tynde ruder, der revner alt for let, blev diskuteret, ligesom en længere dialog om korrekt kontra forkert brug af udskæringsværktøj og limtyper, herunder aktivatorer i lim, fandt sted. Og så var der - naurligvis - megen dialog om det varme emne i årevis omkring indendørs- kontra udendørs rudeskift med alt hvad det indebærer af udfordringer alt efter vejrlig og materialevalg.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.5