23948sdkhjf

Autoophuggerne får ny hjemmeside

Nemdele.dk er det nye navn, autoophuggere, værksteder og private skal logge ind på, når de skal finde en bestemt reservedel.
En bedaget Citroen Xsara triller ind på et værksted, og ejeren ærgrer sig over, at Citroen-logoet på frontgrillen er røget af.

Det er nok de færreste værksteder, der ligger inde med sådan en del, men en hurtig søgning på nettet kan værkstedet – eller bilejeren selv for den sags skyld – hurtigt finde uf af, hvilken autoophugger, der har den pågældende del liggende.

Derfor har 24 autoophuggere slået sig sammen om et fælles it-system, hvor en database har lagret omkring 1,2 millioner reservedele – herunder en frontgrill til en Xsara. Faktisk har autoophuggerne siden 1997 haft deres it-baserede fælleslager, men fra 1. april vil det slå sig løs i nye omgivelser, hvor der lanceres en ny hjemmeside, ny adresse og ny it-leverandør.

- Vi kunne ikke blive enige med vores eksiserende it-leverandør, så derfor har vi skiftet hele systemet, som både er blevet mere brugervenligt og hurtigere, fortæller Morten Hansen fra Autoophuggernes Fælleslager, som oplyser, at den nye webdresse bliver nemdele.dk.

Siden er desuden optimeret til tablet og smartphone.

Autoophuggernes Fælleslager er for såvel professionelle som private, men private opfordres til først at køre til nærmeste ophugger, så man i samtalens løb stadig sikrer sig, at man får alle nødvendige oplysninger om den reservedel, det drejer sig om.

- Der er nuancer i modeller, som fagfolk har styr på, og har vi delen, får kunden den naturligvis med det samme. Skal delen skaffes fra en kollega, vil den som regel kunne ligge klar til afhentning allerede dagen efter, siger Morten Hansen.

På hjemmesiden kan man søge efter reservedel via en bils registreringsnummer, ligesom man kan søge med fritekst.

Skrot og godt i branchen

Den allestedsnærværende krise har naturligvis også ramt ophuggerbranchen. Således er antallet af autoophuggere, der er tilsluttet Fælleslageret, skrumpet ind fra 31 til 24.

- Der er mange den fejlagtige opfattelse, at vores branche klarer sig godt i krisetider, fordi forbrugerne så er mere tilbøjelige til at beholde deres bil et par år længere. Det er mere mit indtryk, at folk dropper bil nummer to. Derfor har vi også oplevet en stribe konkurser i branchen, fortæller Morten Hansen.

Han peger desuden på, at det stigende salg af de billige mikrobiler heller ikke få jubelscener frem i reservedels-miljøet.

- Disse biler koster jo 60-70.000 kroner, og efter tre fire år er det vel de færreste, der vil investere penge i en reparation, siger Morten Hansen.

Men den tid, den sorg. Morten Hansen vil i stedet glæde sig over, at den nye hjemmeside og det nye it-system gør det nemt at finde lige præcis den del, man står og mangler – uanset om det er en passende motor, gearkasse, bagdør, klap, kofanger, lygte – eller en frontgrill til en Citroen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094