23948sdkhjf

Ny it og strategi i CAD indkøbsforening

En opdatering af medlemsportalen er på vej, så den kommer til at indeholde flere funktioner og adgang til mange flere produkter.
De frie værksteders indkøbsforening, CAD Indkøb, gør sig i 2014 klar til fremtiden. Der investeres blandt andet i nye it-systemer, som skal optimere forretningsgangen, så foreningen bliver mere attraktiv både for medlemmer og leverandører. Det betyder hurtigere behandling af fakturaer, bedre muligheder for statistik, som kan være med til at optimere leverandøraftaler, og ikke mindst strammere styring af betaling til tiden. Systemet skal på sigt også gøre det muligt at fremsende fakturaer elektronisk til de medlemmer, der ønsker dette.

CAD Indkøb har et konstant behov for at gøre opmærksom på de mange fordele, der er i foreningen og har derfor ændret udsendelse af produkttilbud og nyheder fra at være et månedsmagasin til at være et mailtilbud/nyhedsbrev, der udsendes mindst en gang i ugen. Ligeledes arbejdes der på en opdatering af medlemsportalen, så den kommer til at indeholde flere funktioner og ikke mindst adgang til mange flere produkter.

- Det er vigtigt for foreningen, at alle medlemmer, trods det beskedne kontingent, føler, de får noget ud af medlemsskabet, og derfor vil der i den kommende tid være stor fokus på at tilbyde ydelser, som man automatisk har adgang til, når man er med i foreningen, eksempelvis kunde-kontokort, salg af bilforsikringer og mulighed for at sætte sit elforbrug på auktion, siger formand for CAD Indkøb, Jørgen C. Jensen.

Konkurrence på nettet

Ultimo 2013 fastlagde CAD Indkøbs bestyrelse en ny strategi for foreningen. Dette betyder, at der de kommende år vil blive investeret en del af CAD-foreningens formue i tiltag, som dels kan fremtidssikre foreningen, men også hjælpe værkstederne i den stigende konkurrence fra nethandel. Den samlede handel på nettet forventes i 2014 at stige med 15 procent, og lander dermed på over 72 milliarder kroner.

- En del af denne omsætning vedrører også varer, som værkstederne traditionelt sælger, og CAD Indkøb vil gøre sit yderste for, at disse kunder kommer tilbage på værkstederne. Derfor lanceres en ny webshop målrettet mod de forbrugere, som handler på nettet, siger Jørgen C. Jensen.

Webshoppen kommer i første omgang til at indeholde dæk og fælge, som i høj grad er produkter, der tilbydes på nettet direkte fra store udenlandske grossister og direkte til den danske forbruger. Med andre ord, webshoppen faciliteres af CAD Indkøb, men sørger for at medlemmerne bliver synlige i kundernes søgning på nettet, og skaber derved en øget omsætning for de tilsluttede værksteder. På nuværende tidspunkt har over 100 af foreningens medlemmer givet tilsagn om at være med i dette nye tiltag.

Skarp nettopris

Det økonomiske resultat for 2013 i CAD Indkøb blev et lille underskud, hvilket var forventet i forhold til budget. Samtidig blev der udbetalt 540.000 kroner i medlemsbonus, en tilbagegang i forhold til tidligere, hvilket vil være en tendens, som bliver endnu tydeligere i 2014. Dette skyldes, at bonusordninger ikke længere har den ønskede effekt, da værkstederne i høj grad handler ud fra den aktuelle dagspris. Netop derfor er indkøbsforeningens aftaler i 2014 tilpasset med større fokus på en skarp nettopris.

- Alle aktive CAD medlemmer har mulighed for også at blive medlem af indkøbsforeningen, mod et beskedent kontingent, der hurtigt tjenes ind igen, siger Jørgen C. Jensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094