23948sdkhjf

Bilforhandlere vil bestemme over egne annoncedata

Efter landsretsdommen, hvor Bilmarkedet ApS vandt over søgemaskinen og virksomheden Autouncle, kræver bilforhandlernes brancheorganisationer nu, at Bilmarkedet i højere grad åbner for at kunne lade data flyde frit, også fra og til konkurrenterne.
CAD:

Bildata skal flyde frit – og sagen for Højesteret


De frie værksteders og bilforhandleres brancheorganisation CAD, Centralforeningen af Autoreparatører i Danmark, er af den klare opfattelse, at arbejdsprocesser ude hos bilforhandlerne skal være så lette og enkle som muligt, når salgsbiler skal sættes på nettet.

- Det betyder i udgangspunktet, at bilforhandleren kun skal behøve at taste biler ind én gang og i et system, hvorefter salgsbilerne bør kunne vises på ethvert salgssite, og selvfølgelig til en fornuftig og rimelig pris. Det handler ganske enkelt om at få bilen solgt hurtigst muligt, og her er det forhandlerens fordel, at biler bliver vist så mange steder som muligt, siger CAD-direktør Erik S. Rasmussen og fortsætter:

- Det er ikke optimalt for bilforhandleren, at han mister rettighederne til sine bildata efter første indtastning, og det er, skåret ind til benet, det kendelsen fra landsretten siger. Efter kendelsen er Autouncle ikke længere en mulighed for forhandleren, og dermed går en vigtig del at salgsprocessen tabt. Får landsrettens kendelse lov at stå ved magt, kan der, efter CAD’s opfattelse, ske en af to ting; forhandleren skal til at taste den samme bil ind i flere systemer, og/eller priserne kan stige voldsomt på grund af den ekstremt stærke markedsposition, Bilbasen uomtvisteligt har i branchen.

- Så ud fra et rent kommercielt synspunkt bør bilernes data, der i udgangspunktet tilhører de respektive bilforhandlere, kunne "flyde frit" mellem de salgssites, der har interesse i at vise bilerne for forbrugerne, siger Erik S. Rasmussen.

CAD-direktøren er uddannet advokat og har dermed en professionel tilgang til sagen med temaet om, hvem der har rettigheder til data og under hvilke forhold, som i adskillige år har været drøftet i branchen uden endelige afklaringer og konklusioner.

- Nu foreligger der en åbenlys mulighed for at få juraen på området afklaret. En sådan afklaring har CAD bakket op om ved at afgive en støtteerklæring til Autouncle. I CAD håber vi, at det vil lykkes at få sagen behandlet af Højesteret, således at den efterspurgte afklaring kommer. Det skal i øvrigt bemærkes, at de tre dommere i landsretten ikke var enige i den foreliggende kendelse, og især i det lys bør sagen fortjene en afklaring i Højesteret, siger Erik S. Rasmussen.

Autobranchen Danmark:

Bilmarkedet forsøger at skabe lukket system


Det er problematisk, at en bilforhandler, der anvender Bilmarkedet ApS’ it-værktøj Bilinfo til at oprette sine annoncer i, nu må indstille sig på, at han ikke selv bestemmer, hvor annoncerne skal vises, heller ikke på egen hjemmeside, mener brancheforeningen Autobranchen Danmark.

- Det er nu Bilmarkedet ApS, ejet af eBay, der afgør det, siger administrerende direktør Jens Brendstrup og fortsætter:

- Det er selvfølgelig i bilforhandlerens interesse at få flest muligt bilkøbere til at se en bilannonce for lavest mulig pris. Med den nye dom kan Bilmarkedet begrænse konkurrencen fra andre hjemmesider, hvilket ellers kunne føre til øget konkurrence på annoncemarkedet og dermed lavere priser på annoncerne.

- Bilmarkedet og eBay forsøger, via Bilinfo og Bilbasen, at skabe et lukket system, hvor udveksling af forhandlerannoncer mellem konkurrerende portaler vanskeliggøres. Hvis en forhandler opretter sine annoncer i Bilinfo, og også ønsker at overføre sine egne annoncer til eksempelvis Biltorvet eller til egen hjemmeside, skal forhandleren betale Bilmarkedet. En åben elektronisk standard, som vi har det på hele kontorområdet, vil klart være i forhandlernes interesse. Bilforhandlerne vil foretrække, hvis der er åbenhed hos Bilbasen, så forhandlerne kan annoncere med bilannoncer, der er oprettet i Biltorvets it-system Autodesktop. Manglen på åbenhed mellem systemerne skaber en ulige konkurrencesituation, som giver urimeligt høje omkostninger til annoncering. siger Jens Brendstrup.

DBFU:

Ofte datafejl hos Autouncle


Efter at have læst landsretskendelsen mener direktør i Dansk Bilforhandler Union, Karl-Ove Pedersen, at det er vigtigt at pointere, at Dansk Bilforhandler Union altid vil kæmpe for, at data indtastet af forhandleren selv som udgangspunkt tilhører forhandleren, som derfor også er den der beslutter, hvor disse data skal bruges, og hvordan de skal præsenteres. Forhandleren skal altså proaktivt bede om at få vist sin annonce på en given side, mener DBFU.

- Vi har ligeledes forståelse for, at hvis en virksomhed bruger store summer på at berige de indtastede data med oplysninger fra eksempelvis Skat, importører, forsikringsselskaber og finansieringsselskaber, så kan man ikke stille disse oplysninger til rådighed for tredjepart uden vederlag, hvilket vel også er normalt accepteret i branchen, siger Karl Ove Pedersen og fortsætter:

- Generelt har vi ofte set, at det kan gå ravruskende galt, hvis data omkring bilerne er for gamle eller ikke er gode nok. Nogle gange har solgte biler figureret på Autouncle, ligesom fejl omkring gulpladebiler vægtet mod almindelige personbiler giver et forkert prisniveau. Generelt er vores medlemmer ikke glade for Autouncles rating, der kan virke lidt tivoli-agtigt. Eksempelvis kan en Ford Mondeo til 10.000 kroner mere end de bedst placerede i Autouncles rating-system være meget bedre, fordi der måske ikke har stået en stor Schæferhund bagi.

Bilbranchen:

Bilforhandlere må vælge den bedste model


Brancheforeningen Bilbranchen under Dansk Industri har ikke afgivet støtteerklæring om at få prøvet landsretsdommmen ved Højesteret, som de tre øvrige brancheforeninger. Direktør i Bilbranchen, Thomas Møller Sørensen, mener, at Autouncles eksistens indtil nu har fyldt ganske lidt hos bilforhandlerne. Han har fulgt foged- og landsretssagen i medierne, herunder i Motor-magasinet.

- Jeg kan forstå begge siders argumenter i sagen. På den ene side vil vi jo gerne have, at vores forhandleres annoncer får mest mulig eksponering, på den anden side må vi også respektere, at hver enkelt annonceringsform har sine fordele og ulemper.

- Overordnet mener vi hos Bilbranchen, at det er op til den enkelte forhandler at placere sine annoncekroner, så han får den bedst mulige eksponering for ham, afhængig af eksempelvis mærke, kundegruppe og geografi. Så hvis man gerne vil eksponeres på Autouncle, med de fordele og ulemper det har, så må man placere sine annoncer et sted, der sikrer det, siger Thomas Møller Thomsen.

Bilmarkedet ApS:

Vi hjælper forhandlerne med at sælge deres biler


BilBasen og Bilinfos direktør hos Bilmarkedet ApS vil i en kommentar til brancheudtalelserne her på siden gerne understrege i forhold til Autouncles aktiviteter, at han ikke finder det ret og rimeligt, at man kan kopiere alle de oplysninger, som Bilmarkedet indkøber og investerer i - for så at bygge en konkurrent.

- Det er ulovligt, og den vurdering deler landsretten selvfølgelig, siger adm. direktør Morten Heuing og fortsætter:

- Jeg er helt enig i, at bilforhandleren selv skal kunne vælge, hvor han vil have sine biler vist. Det er en helt grundlæggende funktion i Bilinfo, og dét ved de bilforhandlere, der dagligt bruger systemet.

Det overrasker mig, at nogen forhandlerforeninger pludselig støtter Autouncle og har den holdning, at forhandlernes biler skal vises alle mulige steder på internettet. Det er ikke i forhandlernes interesse, fordi de går glip af væsentlige indtægter. Jeg har tre eksempler:

Forhandleren mister en indtægt, når der bliver tilbudt finansierings- og forsikringstilbud, der ikke er forhandlerens egne. Dernæst mener mange forhandlere, at den prisvurdering, der ligger på Autouncle ikke er korrekt. Sidst, og ikke mindst, så kan forhandlerne heller ikke genkende de liggetider, som Autouncle viser.

Dét er de tilbagemeldinger jeg får, når jeg taler med bilforhandlere, og det har medført, at mange forhandlere har bedt om at få fjernet deres biler fra Autouncle.

Landsrettens afgørelse er til fordel for bilforhandlerne, fordi den sikrer, at Bilinfo og BilBasen kan fortsætte med at investere i produkter, der hjælper forhandlerne med at sælge deres biler.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125