23948sdkhjf

Skat overdriver gevinst ved avancekontrol

Resultatet af storstilet avancekontrol er efterregulering for højst 11 millioner kroner – og ikke 600 millioner kroner, som Skat ellers har hævdet, siger Autobranchen Danmark.
Autoforhandlerne anklager Skat for at puste korrektioner af afgiftsbetalinger op i den såkaldte gennemsigtighedsrapport om bl.a. flytning af avancer.

Det er maksimalt 11 millioner kroner og ikke 597 millioner kroner, Skat forsøger at hive hjem i avancekontroller, oplyser adm. direktør Jens Brendstrup, Autobranchen Danmark (AD).

De knap 600 millioner kroner er den samlede afregning af registreringsafgift fra 27 kontrollerede forhandlere i 2013. Efterbetalingskrav for samlet 11 millioner kroner fremgår ikke af selve rapporten.

Desuden mener AD, at forhandlerne har fulgt reglerne i hovedparten af de omtvistede sager.

Vildledning

- Gennemsigtighedsrapporten angiver, at der skal tilbageføres avancer for 600 millioner kroner i forhold til forhandlernes beregning af registreringsafgiften. Det er et forkert tal. Det korrekte tal er 11 millioner kroner, og det tal er oplyst af Skat, understreger Jens Brendstrup.

I skatteudvalgets offentlige møde om retssikkerhed opstod den mærkværdige situation, at en skattekyndig oppositionspolitiker nævnte de 600 millioner kroner som beløbet for efteropkrævninger. Skatteministeren undlod at korrigere den fejlagtige opfattelse.

- Det er en form for decideret vildledning. Vi ser det som et forsøg på at retfærdiggøre, at man har 65 mand ude på disse kontrolaktioner. De 65 mand står ikke i mål med de 11 millioner kroner, siger Jens Brendstrup.

- Fra branchens side føler vi klart et problem med retssikkerheden. Forhandlerne ved ikke, hvad de har at rette sig efter. De kan ikke få en vejledning fra Skat, der definerer hvad de må og ikke må, siger Jens Brendstrup.

- Skatteminister Morten Østergaard (R) siger, at Skat ikke prøver grænser af i forhold til forhandlerne. Det passer simpelt hen ikke, pointerer han.

Undgår at føre sager mod Skat

- Man får ikke længere en omkostningsgodtgørelse, dvs. at virksomheden selv skal betale de omkostninger til revisor og advokat, der er forbundet med at føre sagen. Det gør, at forhandlere holder sig tilbage for at få afprøvet disse grænser, slutter Jens Brendstrup.

Godtgørelsen for sagsomkostninger blev ophævet i VK-regeringens tid. Skatteminister Morten Østergaard åbner for genindførelse, hvis de tidligere regeringspartier kan finde 70 millioner kroner til udgifterne.

Skat's gennemsigtighedsrapport fra 25. april 2014 (se side 11): http://www.skat.dk/getFile.aspx?Id=115629
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094