En ny Ford Ka 1,2 Trend til 60.000 kroner lyder som et godt køb, men det er kke mange, der har fået glæde af det. Ford annoncerede med. Der var nemlig kun 110 biler i hele Danmark af den billigste version af den tredørs mikrobil til den lave pris.. Det betød, at nogle forhandlere slet ikke havde fået modellerne til de 60.000 kroner, og mange kunder gik derfor forgæves. FDM har fået en række henvendelser fra medlemmer, som er sure over at komme ind i en butik for at købe en bil, de slet ikke kunne få. Det skriver Ekstra Bladet på deres netavis.
- Tilbuddene her var bare brugt som en indtrækker til at få folk ind i butikken, og så er det at snyde forbrugerne, siger Allan Skytte Christensen, som er forbrugerøkonom hos FDM, til avisen. Han mener, at importøren burde have oplyst, at der kun var få biler, eller måske et vist antal per forhandler.
Ford afviser kritikken
Lene Dahlquist, som er pressechef hos Ford, afviser kritikken, men medgiver, at kommunikationen til forhandlerne ikke har været god nok:
- Der har været et kommunikationsbrist, så meddelelsen om de billige biler kom hurtigere ud, end forhandlerne var informeret. Det beklager vi, siger Lene Dahlquist
Importøren har dog efterfølgende skrevet alle de interesserede kunder, der gik forgæves, på en liste. Mange af de der havde mulighed for at købe den helt billige model, har dog efterfølgende valgt en dyrere, oplyser Lene Dahlquist til Ekstra Bladet.
- Det er jo trods alt en bil, som bl.a. ikke har radio, og mange vil gerne have mere, siger Lene Dahlquist og henviser til, at salget af den helt billige model i sidste ende kun udgør syv procent af det samlede Ka-salg. En model til 60.000 kroner er stadig en vare, vi udbyder. Der kommer stadig biler hjem løbende - også til denne pris, lyder det fra Lene Dahlquist.