Igennem mange år har der i rustbeskyttelsesbranchen været fokus på at anvende produkter uden opløsningsmidler, og nu byder firmaet Mpex sig til i Danmark. De har igennem flere år samarbejdet med store, europæiske producenter af korrosionsbeskyttelsesmidler, og de kan i dag, i samarbejde med Toppaint i Danmark, introducere et 100 procent voksbaseret rustbeskyttelsesprodukt helt uden opløsningsmidler. Salgsdirektør i Toppaint, Henrik Brandes, var i Motor-magasinet nr. 11 ude med kritik af rustbeskyttelsesbranchen og deres produkter, men er nu selv klar med sit svar på et beskyttelsesprodukt mod rust.
- Produktserien består af et penetrerende hulrumsprodukt og et slidlagsprodukt i lighed med det, som traditionelt kendes i dag, men uden opløsningsmidler. Produkterne kræver ingen særlige værktøjer eller opvarmning, men påføres som det kendes fra nuværende kendte produkter. Toppaint har netop afsluttet diverse test, herunder saltspraytest, med meget gode resultater, som viser, at produkterne er særdeles velegnede til det danske klima, siger Henrik Brandes, salgschef hos Toppaint.
Produkterne er endvidere testet og fundet godkendt af flere bilproducenter, som vil anvende disse i bilproduktionen. I Danmark er der ligeledes foretaget test, som har vist, at produkterne har en vedhæftningsevne og en særdeles slidstærk overflade og med en finish, der ikke er set tidligere, forklarer Henrik Brandes. Herudover kan en 1200 timers saltspraytest dokumenteres. Dette gør blandt andet, at produkterne er særdeles anvendelige på det skandinaviske marked, når man tager de klimatiske forhold i betragtning.
- Toppaint i Danmark tilbyder disse rustbeskyttelsesprodukter til rustbeskyttelsescentre og autoværksteder, som måtte have ønske om at skåne miljøet, og samtidig tilbyde en rustbeskyttelse af en meget høj kvalitet, siger Henrik Brandes.