23948sdkhjf

Sender 4000 tilskuere til Le Mans hvert år

Jacob Kristensen – lillebror til Tom K – er selv en habil motorsportsmand og sætter en ære i at arrangere blandt andet velfungerende camps til Le Mans og Formel 1 med sit K-Rejser.
De ældre kørere på banen skubbede godt og grundigt til lille Jacob som ny dreng i gokarten på Mou-banen i Storvorde ved Aalborg. Det var for voldsomt for den fire år yngre lillebror til den nu nidobbelte 46-årige Le Mans vinder Tom Kristensen. Så Jacob Kristensen mistede lysten til at køre ræs, selv om også motorsports-faderen Carl Erik Kristensen, der drev Shell-tank og værksted ved hjemmet i Hobro, støttede op.

Hvem ved? Måske Jacob Kristensen var havnet i Audi nummer to og på podiet ved siden af sin bror, hvis han havde holdt på?

I stedet driver han i dag på 10. år sit succesfulde motorsports-rejseselskab K-Rejser, der hvert år sender tusinder af racer-glade danske tilskuere til Le Mans og Formel 1.

- Jeg er ikke jaloux men stolt af Tom, siger Jacob Kristensen overbevisende under Motor-magasinets besøg i rejseselskabet, der er placeret i Hadsten.

- Tom er afsindig dygtig og dybt seriøs omkring sin sport. For mig er han jo bare min bror, selv om han nu er kendis med plads i Hall of Fame. Men det er ikke steget ham til hovedet, han er stadig bare Tom fra Hobro.

- Og nej, vores rejseselskab går ikke godt på grund af Toms succes bag rattet. Vi har haft kæmpe medvind fra starten i 2005, men det har også været hårdt arbejde. Hvis vi ikke leverede kvalitet, var vi her ikke. Vores kriterium er ikke at være størst på markedet, men at give vores kunder kvalitet og service, siger Jacob Kristensen, mens telefonerne gløder på det lille fælleskontor. Her optages det meste af gulvpladsen af test af en ny slags kuppeltelt, som kunderne kan købe – for der skal trods alt soves lidt på Le Mans campen.

En skov af kuppeltelte

Hvert år sender K-Rejser 4000 gæster af sted til fem dages camp onsdag til søndag under Le Mans, hvor der står en skov af disse kuppeltelte. Det kræver otte fulde lastbiler og 200 hyrede og frivillige personaler. Eksempelvis indgår 13-14 professionelle kokke, der tilbereder 12.000 måltider dagligt og sørger for korrekt madhygiejne.

K-Rejser opererer med to camps på 19.000 og 35.000 kvadratmeter på en god placering på inderkredsen af banen. Kunderne kan selv vælge, hvor de vil være – den såkaldte Beausejour er primært for folk i egne biler, mens K-Camp’en er for bus- og flyrejsende.

- Vi arrangerer camps’ene fra bar mark med det hele; rent vand, kloak, strøm via to store generatorer, information og shop samt restaurant med købemad. Alt er hegnet ind og bevogtes af egne vagter, og vores rejsende får udleveret armbånd. Vi har live musik og standup med gode kunstnere, og har selv alt med hjemmefra lige fra plaster til elastikker. Her er ordnede forhold, kvalitet og tilvalg af forskellige goder såsom deluxe senge, siger Jacob Kristensen.

Ville gøre det bedre

Han er uddannet guide hos Aarhus Charter og tog efter HH i Hobro et år på Club La Santa, læste derefter til akademiøkonom og var et år i Irland. I Kolding arbejdede han med salg af fødevarer, og hos O.W. Bunker i Aalborg var han olietrader i tre år. Hele perioden drømte Jacob Kristensen om at skabe sit eget rejsebureau, fordi han følte at have kompetencen og huskede tilbage på sit dejlige guidejob med lutter glade kunder.

- Jeg så ikke Tom vinde sin første sejr i 1997, men har ellers været til Le Mans fra 1998 og frem til i dag. Allerede fra starten tænkte jeg "de rejser kan jeg gøre bedre", især omkring toiletfaciliteter og bad. Så det var ikke svært at komme i gang – hele tiden med familiens sunde indstilling til kvalitet og at man skal holde, hvad man lover, fortæller Jacob Kristensen.

Live – det duer!!

Den gode rejsearrangør er stadig lige fascineret af racerbiler, der "skriger".

- Fjernsynet føles måske som en god måde at se motorløb på. Men det dræber lyd, duft og folkefesten fuldstændig. Det er helt specielt at være til stede "live" – og i øvrigt følge tv-dækningen på storskærme, eller på TV2-skærme i vores camps, hvor folk kommer og går, spiser og ser stillingen, siger Jacob Kristensen. Han tilføjer, at man på FM-radio via eksempelvis sin mobiltelefon konstant kan høre engelske kommentatorer analysere løbets udvikling.

Vandt 24-timers Dubailøb

Jacob Kristensen fortryder lidt, at han forlod gokarten som knægt. I 2002 startede han op igen i standardvogn med Citroën Saxo Cup. Her fandt han ud af, at han kunne følge med, og rykkede derfor op i kongeklassen DTC i en Civic Type R. Han blev kommentator på TV2 ved DTC i 2003, og kørte Clio Cup fra 2005 til 2010 – helt i front konstant. I 2012 og 2013 blev Jacob Kristensen danmarksmester i DEC langdistancemesterskabet i sin Clio.

Den pålidelige 2.0 Clio tog han med til 24 Hours i Dubai i år, hvor han vandt i A2-klassen med sit team K-Rejser, der i øvrigt brugte mindst tid i pitten af samtlige deltagere.

- Og så kan jeg jo prale af, at jeg er den eneste i familien, der har vundet et 24-timers løb i 2014 – indtil videre. Jeg fik i øvrigt en lykønskning fra Tom på sms, griner Jacob og viser stolt Dubai-pokalen frem blandt samlingen på bordet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094