23948sdkhjf

EU stiller danske værksteder ringere

Autobranchen foreslår, at man højst kan låne en udenlandsk bil i fire frem for 30 dage i forbindelse med reparationer, sådan som EU kræver.
Både mærkeværksteder og frie mekanikere har det ret godt i området omkring Flensborg, og de bliver næppe utilfredse med muligheden for også at kunne påtage sig flere dages reparationer, uden at kunden skal undvære en bil, lyder det fra Sydslesvig. Det skyldes, at Skatteministeriet efter pres fra EU-kommissionen vil tillade, at man kan køre i 30 dage i en lånebil på udenlandske plader, mens ens egen bil er til reparation i eksempelvis Flensborg eller Malmø.

- Skatteministeriet bryder lige så lidt om dette som os, lyder det fra adm. dir. Jens Brendstrup, Autobranchen Danmark.

Åbningen for udenlandske værksteders lånebiler på danske veje vil få et voldsomt omfang og udgøre en hård konkurrenceforvridning over danske værksteder, advarer han.

I givet fald skulle tidsgrænsen være højst fire dage, mener han. Samtidig er han glad for, at det overhovedet lykkedes Skatteministeriet at få en periodegrænse under de to år lange forhandlinger med EU-kommissionen.

De udenlandske lånebiler er ikke belagt med afgifter. Det giver danske værksteder et handicap på omkring 350-400 kroner om dagen alene på denne konto, vurderer Jens Brendstrup.

Danmark taber

Det rykker grænsehandlen på reparationer langt længere ind i landet. I runde tal skal værkstedsregningen nedsættes med 1000 kroner for at holde en kunde på denne side af grænserne.

Hidtil har danske værksteder kunne konkurrere på afstand og mobilitet, fordi de billigere, udenlandske konkurrenter trods alt lå længere væk.

- Med den foreslåede ændring vil denne mulighed bortfalde, hvilket desværre vil betyde tab af danske arbejdspladser, praktikpladser, moms og skatteindtægter, skriver Dansk Bilforhandler Union (DBFU) og Autobranchen Danmark (AD) i deres fælles høringssvar.

Tillad nem forlængelse

DBFU og AD er også enige om andre ændringer i registreringsbekendtgørelsen.

Værkstederne bryder sig ikke om, at en lånebil skal omregistreres i lånerens navn, hvis reparationen trækker ud over 29 dage. Det betyder, at opkrævningen af ejerafgift sendes til brugeren.

Selvfølgelig kan man indgå en ny kontrakt den 29. dag, men for at undgå den formalitet foreslår branchen, at fristen kan forlænges ved at indhente tilladelse hos Skat.

De to organisationer opfordrer regeringen til at leve op til sin strategi om digitalisering og afskaffe kravet om papirattest. I hvert fald bør nummerpladeoperatører kunne sende en elektronisk kopi af attesten til Skat.

Endelig ønsker DBFU og AD mulighed for, at alle forhandlere og ikke kun autoriserede nummerpladeoperatører kan få oplyst, om der er flere ejere på en bil i Det digitale Motorregister.

Den lille oplysning kan hindre, at forhandlere uforvarende ryger ind i skilsmissesager, hvor medejeren kræver bilen tilbageleveret.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078