23948sdkhjf

Grossist forbereder ny slank organisation

Trods lukning vil Mekonomen fortsat have tre afdelinger og egne biler kørende i en længere overgangsperiode.
Motor-magasinet kunne tirsdag oplyse, at den svenskejede autogrossist Mekonomen indfører ny strategi i Danmark og lukker samtlige 28 butikker i Danmark. Heraf vil de 25 butikker blive lukket allerede på fredag den 19. december, mens butikkerne i Viborg, Odense og Brøndby lukkes i løbet af 2015.

De 350 privatejede autoværksteder i Danmark i kæderne Mekonomen Autoteknik og MekoPartner skal fremover have deres reservedele fra Sverige én gang om dagen via en ekstern dansk transportør, idet al handel med reservedele til danske værksteder omlægges til onlinehandel.

Der bliver dog tale om en overgangsordning på fra tre måneder og måske op til et år, hvor Mekonomen fortsat vil have de tre danske afdelinger, en række medarbejdere og egne biler kørende med fortsat op til fire daglige leveringer i lokalområder, samtidig med den nye eksterne transportør, oplyser Pehr Oscarson, CEO for Meca Scandinavia AB, som Mekonomen i Danmark hører under.

- Vi skal først sikre os, at delene kan leveres fra Sverige, og at leveringssikkerheden er i orden, ligesom vi skal se på andre stødpude-leverandører, siger han.

Han oplyste tirsdag til Motor-magasinet, at lukningen i Danmark vil medføre omkring 220 afskedigelser i Danmark

Så der var chok-stemning i den danske Mekonomen-organisation tirsdag, da medarbejderne blev orienteret.

- Det er en kedelig proces, og det er trist, at så mange rammes. Alligevel er vi temmelig optimistiske for fremtiden. Vi er spændte på, hvordan den nye handelsmodel med færre led vil fungere, siger Pehr Oscarson.

Tre møder

Samtidig har der været information af forandringerne for de danske værksteder i Odense tirsdag aften, i København onsdag aften og i Viborg igen i aften torsdag den 18. december.

Til mødet i Odense var 75 værksteder tilmeldt trods den korte varsel.

- Mange af disse er meget loyale over for Autoteknik-kæden og vil blive i kæden. Nu er det op til os at bevise, at vi kan klare det, udtaler Pehr Oscarson.

På de tre møder ledes informationen af salgschef Allan Rasmussen, og han ventes også at fortsætte som salgschef i den nye danske Mekonomen-organisation, oplyser Pehr Oscarson. Hertil kommer 5-6 sælgere/kædekonsulenter, som skal have mere fokus på rådgivning af værkstederne end decideret salg, et kontor i København eller Malmø samt 2-3 danske personer til telefon-support. Desuden skal kontoret i Malmø, som i forvejen tæller to danske medarbejdere, udvides med endnu en dansker til katalog-arbejde.

- Og vi håber, at de kan komme fra den nuværende Mekonomen stab, siger Pehr Oscarson.

Han oplyser også, at en ekstra tv-kampagne i Danmark skydes i gang mellem jul og nytår samt til januar, og at en større plan for hele 2015 er på vej.

- Markedsføring er vigtig for kæderne, og vi skal skabe mere trafik til værkstederne, siger Pehr Oscarson.

- Denne plan, nyt koncept-indhold samt den nye danske organisation præsenteres i øvrigt på et kick-off møde i København den 29. januar.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081