Stadig tæt mellem de danske tankstationer
Kun 25 procent af landets cirka 2000 taktstationer er i dag bemandede, og de ligger tættest i større byområder, viser de nyeste tal fra EOF.
Dette er en af mange interessante informationer, man kan finde i den nyeste udgave af Energinoter & Statistik 2013-14 fra Energi- og Olieforum (EOF), som netop er udgivet.
Stabilt antal
Antallet af tankstationer har imidlertid været meget højere. I 1967 kunne vi få fyldt benzin på bilen over 8000 steder i Danmark, mens vi nu "kun" kan tanke omkring 2000 steder. Dette antal har i de seneste fem år været stabilt. Dog med den ændring, at mens 75 procent af stationerne i 1997 var bemandede, er det i dag kun 25 procent. Såkaldt pre-pay.
En ubemandet station defineres i EOFs statistik som en station, hvor det kun er muligt at betale brændstoffet ved standeren. Der kan dog godt være en butik ved stationen, men kunderne kan ikke betale for brændstoffet i butikken hverken med kort eller kontanter. Flere steder kan de så heller benytte benzinkortet, når de handler i butikken.
Generelt er det de små tankstationer i landområder og små bysamfund, der er lukket, og de store centralt beliggende stationer, der en bevaret. Disse er i mange tilfælde ombygget og udvidet med attraktive butikker. Det betyder også, at de små stationers andel af brændstofsalget er faldet fra tidligere 50 procent til nu 25 procent. Før 1990 var der flere stationer disse steder end i hovedstadsområdet og i de større bysamfund. I dag er det omvendt.
Mere kørsel
I samme periode som der er lukket tankstationer, kører danskerne mere i bil. I 1997 lå det samlede antal kørte kilometer på 3000 milliarder. Dette tal steg støt, indtil der var et lille fald i årene 2009 og 2010 på grund af den økonomiske krise. Men i 2011 steg køreglæden igen, og de seneste tal viser, at danskerne nu i alt kører 8000 milliarder kilometer om året.
Stadigt mere energieffektive biler betyder dog, at brændstofforbruget falder. Siden 2000 er forbruget af benzin faldet med næste 30 procent, så det i dag ligger under to millioner kubikmeter, og forbruget af diesel har ligget ret stabilt på lidt under tre millioner kubikmeter. Det samlede brændstofforbrug toppede i 2007 på omkring 5,5 millioner kubikmeter. Foreløbige tal fra 2013 viser, at det samlede brændstofforbrug nu er på vej ned under fem millioner kubikmeter.
Energieffektivitet
Statistikkerne viser også, at bilernes energieffektivitet er steget år for år siden 1997. Kun i en kortere periode i begyndelsen af 2000erne viste dieselbilerne et mindre fald i effektiviteten. Det skyldtes primært, at der i den periode blev indregistreret et stigende antal store og ikke så energieffektive dieselbiler.
Det er dog omlægningen af registreringsafgiften i 2007, der har haft effekt. Da fik energieffektive biler en reduktion i registreringsafgiften, afhængigt af hvor lang de kørte på literen. Det medførte, at ikke mindst små energieffektive biler faldt meget i pris. Siden 2007 er energieffektiviteten i nyindregistrerede benzinbiler steget med næsten 40 procent og i nyindregistrerede dieselbiler med mere end 20 procent. Over hele perioden fra 1997 er benzinbilernes energieffektivitet steget med næsten 60 procent og dieselbilernes med næsten 40 procent. Foreløbige tal for 2013 viser, at tendensen til mere energieffektive benzin- og dieselbiler fortsætter.
Mindre CO2 udslip
Så på trods af stigende biltrafik i hele perioden, har omlægningen af registreringsafgiften og de mere energieffektive biler medvirket til, at energiforbruget til transport er faldet siden 2007. Dette fald sammen med bæredygtige biobrændstoffer har betydet, at CO2-udledningen toppede i 2007 og siden er faldet med 15 procent, skriver EOF i sin rapport, som i flere af sine statistikker også refererer til Danmarks Statistik og Energistyrelsen.