Stor interesse for BMW elbil
Bayern AutoGroup Aarhus præsenterer BMW i3, og forventningerne er store.
Nu kan den lille eldrevne revolution opleves hos Bayern AutoGroup Aarhus. Bilhuset er nemlig blevet forhandler af den nye BMW i3, og både medarbejdere og filialdirektør, Finn Thomsen, er glade og stolte over at være med helt i front, når det gælder introduktionen af fremtidens biler.
- BMW i3 er intet mindre end banebrydende nytænkning. Først og fremmest er den helt fra fødslen udviklet og produceret som el-bil. Den er forsynet med den innovative eDrive-motor, en teknologi udviklet af BMW, som ikke kun er emissionsfri, men også giver en næsten lydløs køreoplevelse. Dertil kommer, at i3 som et supplement har en lille brændstof-hjælpemotor, som gør, at man kan køre helt op til 300 kilometer eller fra Aarhus til København inden man er nødt til at lade bilen op, siger Finn Thomsen.
Product genius
Med introduktionen af i3 introducerer BMW også et helt nyt og visionært designsprog for BMW skræddersyet til elektriske biler. Det aerodynamiske look kombineret med for eksempel de store hjul giver indtryk af en smidig og fleksibel bil skabt til det moderne liv, der stiller store krav til både miljøbevidsthed og mobilitet. Og det er da heller ikke gået ubemærket hen blandt Bayern AutoGroups kunder, der allerede før BMW i3 satte sine hjul hos forhandleren har vist stor interesse bilen.
- Jeg må sige, at vi har store forventninger til salget af BMW i3, som flere kunder endda har bestilt på forhånd. Af samme grund har vi også ansat et såkaldt "product genius" en medarbejder med særlig ekspertise, der skal rådgive og vejlede kunder til i3, siger Finn Thomsen.