Fra 0 til 100 millioner på fem år
Fra at have været producent af håndværktøj og svejsetænger er det gået stærkt de senere år efter Scangrips satsning på LED-arbejdsbelysning.
- Fra den allerførste arbejdslampe blev solgt for kun få år siden og til i dag, har vi i virksomheden gennemgået en fantastisk udvikling. Hvor vi tidligere var en klassisk værkstøjsproducent, har vi nu fokus på højteknologisk produktion af avanceret LED-belysning, siger virksomhedens indehaver, Anders Borring.
Scangrip har således på få år opnået massiv succes med LED-arbejdslamper til det professionelle marked. Virksomheden har stor fokus på udvikling og har, ved hjælp af visioner, nytænkning og innovation, markeret sig internationalt som en førende og toneangivende leverandør.
- Vores succes skyldes i høj grad vores evne til nytænkning og nyudvikling. Vi er hele tiden på forkant med den nyeste LED-teknologi, som vi indarbejder i funktionelle og innovative lysløsninger. Samtidig høster vi stor anerkendelse i markedet for vores kvalitet og fokus på design, og flere af vores produkter er beskyttet med design patent, fortæller Anders Borring.
Scangrip har altid været meget internationalt orienteret. Den massive vækst på belysningsområdet har forstærket virksomhedens internationale position, og 95 procent af arbejdslamperne eksporteres til mere end 27 forskellige lande, både under eget brand, Scangrip Lithting, og til nogle af verdens førende brands.
Produkterne fremstilles på egne fabrikker i Svendborg og i Kina, samt hos udvalgte og specialiserede partnere.