23948sdkhjf

Autobranchen Danmark har fået ny formand

Autobranchen Danmark har udpeget Hans-Jørgen Skovby Jørgensen som ny formand. Organisationen sagde på generalforsamlingen i maj tak til tidligere formand Knud Nielsen.
Fremover vil administrerende direktør i Als Motor A/S, Hans-Jørgen Skovby Jørgensen, varetage posten som formand for Autobranchen Danmark. Tidligere formand i FAI, Lasse Jæger Jensen, vil fortsætte som næstformand. Det blev afgjort på et konstituerende bestyrelsesmøde tirsdag 24. juni.

Med valget af Hans-Jørgen Skovby Jørgensen som formand er det en visionær og erfaren mand, der skal stå i spidsen for Autobranchen Danmarks nye bestyrelse og organisationens mere end 900 medlemmer blandt bilforhandlere, bilværksteder og autolakererier med 1100 forretningssteder over hele landet, som til sammen beskæftiger mere end 20.000 medarbejdere. Den nye formand har tidligere været formand for Den Danske Bilbranche under Dansk Industri.

- Jeg vil fortsætte Autobranchen Danmarks udvikling i det spor, der er lagt ved fusionen i januar. Det er vigtigt, at branchen står sammen, så vi opnår størst mulige synlighed og gennemslagskraft over for politikere, presse, forsikringsselskaber og andre interessenter, siger den nyudnævnte bestyrelsesformand Hans-Jørgen Skovby Jørgensen.

- Det er vigtigt for mig at understrege, at det er Autobranchen Danmarks sekretariat med adm. direktør Jens Brendstrup i spidsen, der kompetent og synligt skal varetage medlemmernes interesser. Min rolle er at være formand for organisationens bestyrelse, mens jeg trygt overlader det daglige arbejde til sekretariatet, understreger Hans-Jørgen Skovby Jørgensen.

Dermed giver den nye formand Autobranchen Danmarks sekretariat fuldt mandat til at fortsætte det daglige arbejde med at realisere organisationens mission og vision.

Den afgående formand, Knud Nielsen, Græsted, fylder 67 år til juli og har dermed nået aldersgrænsen og valgte at træde tilbage i forbindelse med Autobranchens Danmarks generalforsamling i maj efter 20 år i bestyrelsen for D.A.F./AutoBranchen Danmark. Han fortsætter dog som formand for Biltorvet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093