23948sdkhjf

Danske fag-atleter klar til World Skills

Mike Sørensen fra JB Autolakering i Skjern og Søren Holm Frandsen fra Bjarne Nielsen Esbjerg blev i lørdags danmarksmestre i henholdsvis autolakering og karrosseriteknik. De to unge håndværkere skal dermed repræsentere Danmark ved verdensmesterskaberne i håndværksfag, World Skills, i Brasilien til august 2015.
Niveauet var usædvanligt højt i år, da Silkeborg Tekniske Skole, AutoBranchen Danmark og Malerforbundet torsdag til lørdag i sidste uge afviklede et forrygende danmarksmesterskab i autolakering og karrosseriteknik.

I alt 12 autolakerere, herunder en fra både Norge, Sverige og Finland som træning, konkurrerede. Og tre jyske karrosserismede, uddannet på Silkeborg Tekniske Skole dystede med en nordmand på sidelinjen, idet karrosseriskolen TEC i København havde valgt ikke at ville sende deltagere til konkurrencen af økonomiske årsager.

Begge de to vindere, Mike Sørensen fra JB Autolakering i Skjern og Søren Holm Frandsen fra Bjarne Nielsen Esbjerg, skal i 2015 repræsentere Danmark ved verdensmesterskaberne, World Skills, der denne gang afvikles i Sao Paolo i Brasilien. De går i den kommende tid ind i et intenst træningsforløb, idet også de udenlandske kombattanter vil træne hårdt op til det prestigefulde VM, der ventes at trække 400.000 tilskuere og har et budget på hele 600 millioner kroner.

- Vores opgave her ved Danmarksmesterskabet er at finde atleten frem i håndværkerne. Vi skal ikke finde den dygtigste men den klogeste der ved, hvor pointene skal hentes, siger uddannelsesleder for autolakererne på Silkeborg Tekniske Skole, Jens Søndergaard Hansen. Han tager, sammen med sin kollega Jesper Vang Falkenberg på karrosseridelen, til februar 2015 en uge til Brasilien for at forberede deltagelsen ved World Skills, der foregår hvert andet år.

I Danmark foregår danmarksmesterskabet i lige år, så de danske vindere får et år til at træne op mod VM.

Dobbelt tidspres

Tidspresset ved det hjemlige DM er som to gange svendeprøve med seks opgaver ved lak-DM; våd i våd, slibefylder med opspartling og lakering, udsprøjtning med sammenpolering af klarlak, farvetilpasning og plastreparation. Opgaverne ændrer sig kun, hvis de også ændres til World Skills.

- Vinderresultatet er ikke nødvendigvis som hjemme på værkstedet, hvor det visuelle slutresultat ofte tæller mest. Her følger vi OEM, regler og kriterier, og det, der umiddelbart ser godt ud er ikke nødvendigvis godt. Vi bedømmer hele processen af grundarbejde, herunder my-tykkelser på lak-laget. Udgangspunktet er, at den udførte reparation skal kunne holde længe i sol, vind og vejr, forklarer Jens Søndergaard Hansen.

Processerne i lakarbejdet bliver stadig vigtigere, idet lakproducenterne trækker hjælpestoffer og anden kemi ud af produkterne for blandt andet at forkorte tørretiderne. Dermed giver de nye lakprodukter også kortere tid i konkurrencerne for at afspejle reparationshastigheden.

Mesters opbakning

At niveauet i år var usædvanligt højt skyldes, at syv ud af de ni danske deltagere ved DM var udlært. Alderskravet til World Skills er blot, at deltagerne højst må være fyldt 23 år.

- Vi gør meget ud af at fortælle mestrene til de unge deltagere, at der skal være opbakning hjemmefra til blandt andet at få fri til træning. Dermed er det oftest større værksteder, der gerne deltager med lærlinge – og som kan se reklameværdien i en måske god placering. Men generelt er DM og Skills godt for fokus på de dygtige håndværkere i faget. De gode unge giver andre på uddannelsen motivation, siger Jens Søndergaard Hansen.

Tilgang eksploderet

Karrosseri-delen herhjemme har fået et gevaldigt løft, ikke mindst i kraft af den heftige branchedebat om kvalitet i arbejdet med nye krav til udførelsen og nye tekniker såsom limning og nitning.

Silkeborg Tekniske Skole har sat sine karrosseri-lokaler i stand for 2,5 millioner kroner og har maskiner fra samtlige leverandører. Hver af de fire konkurrence-stande repræsenterede således en værdi af én cirka en million kroner. Skolen ser gerne økonomisk støtte fra autobranchen. Ikke mindst i forbindelse med DM og Skills, som skolen bekoster.

- Vi mærker i høj grad søgning fra såvel værksteder som forsikringsselskaber på efteruddannelse for at få ny viden om karrosseriteknik. Tilgangen af kursister er nærmest eksploderet, siger faglærer Tommy Laugesen, der kørte DM i Karrosseriteknik sammen med sin kollega Lars Frimodt Sørensen. Inviteret var en række kompetente dommere fra ind- og udland, ligesom på lakdelen af DM.

Akkuratesse i arbejdet

DM-deltagerne arbejdede på fire Toyota-karrosserier, sponsoreret af importøren Toyota Danmark. Opgaverne var at rette to forvanger, skifte en vangespids, skifte en bagskærm, rette buler i dør og skærm, justere mellemrum samt udmåle undervognen – så bilen i princippet kunne køre på landevejen som en fabriksny med tilsvarende crash-sikkerhed.

Nogle af deltagerne valgte at slibe punktsvejsninger bort, hvilket er tidskrævende, andre at bore igennem – med fare for at ramme bagvedliggende plade, hvilket ville trække fra i point. Også forkerte svejsninger og uens eller store spalteåbninger ved påsatte karrosseridele trækker ned.

Ved World Skills skal deltagerne også klare elfejl samt skifte en komplet forvange med hjulhus på samme tid som ved det danske DM. Så der er nok at træne på.

Japan har vundet karrosseri-Skills mange år og har kæmpe budgetter til at håndplukke de bedste, der træner hele to år op til konkurrencen og får mulighed for at overvære World Skills før egen konkurrence.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078