23948sdkhjf

Bilforhandlere: Vækstpakke uden gennemslagskraft

Gode initiativer på området for skolepraktik, men AutoBranchen Danmark havde forventet mere af regeringens vækstpakke. Hverken håndværkerfradraget eller registreringsafgiften har regeringen turde tage fat på. Regeringen skal dog have ros for at lempe administrativt bøvl for virksomhederne. Også Håndværksrådet ærgrer sig.
På trods af et rekordhøjt bilsalg er autobranchens virksomheder fortsat hårdt ramt af krisen. AutoBranchen Danmark havde derfor håbet, at regeringen ville give branchen en hjælpende hånd i vækstpakken. Pakken indeholder dog hverken en ændring af registreringsafgiften eller en udvidelse af håndværksfradraget.

- Regeringen kalder vækstplanen for "Danmark helt ud af krisen", men jeg har svært ved at se, hvordan den hjælper autobranchen ud af krisen, udtaler Jens Brendstrup, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.

Der er dog også enkelte positive takter i vækstpakken. Først og fremmest er det positivt, at det vil blive muligt for virksomheder at indgå aftaler på tre måneder med elever i skolepraktik uden omkostninger for virksomheden. Antallet af praktikpladser i autobranchen er faldet gennem de seneste år, og det risikerer at hæmme branchen på langt sigt.

- Virksomhederne foretrækker at praktikanter har konkret erfaringer fra værkstederne. Det vil de få med dette nye initiativ, og det vil løfte niveauet for praktikanterne, konkluderer Jens Brendstrup.

Derudover kvitterer AutoBranchen Danmark også for regeringens indsats mod administrative byrder.

- Mange virksomhedsejere finder det utrolig belastende, når de for eksempel skal indberette regnskabsoplysninger. Jo mindre tid de skal bruge på det, jo mere tid kan de bruge på rent faktisk at drive deres virksomhed og skabe arbejdspladser, siger Jens Brendstrup.

Farvel til job i autoreparationsbranchen

Håndværksrådet roser ligeledes regeringens vækstudspil for at nedbringe virksomhedernes omkostninger, fjerne administrative barrierer og skabe praktikpladser. Men det er en grov fejl at sløjfe Håndværkerfradraget, som skaber efterspørgsel og arbejdspladser. Samtidig har regeringen manglet modet til at bevare en høj reparationsgrænse, og det vil koste job i autoreparationsbranchen.

- Regeringen drejer på en række af de rigtige knapper, men der skal skrues højere op, hvis effekten for alvor skal blive mærkbar for små og mellemstore virksomheder. I Håndværksrådet er vi imidlertid glade for, at regeringen har lyttet vores bekymringer om problemer med adgang til finansiering for små og mellemstore virksomheder, siger Ane Buch, adm. direktør i Håndværksrådet. Hun så dog hellere, at vækstkautioner var blevet styrket frem for en forlængelse af vækstlåneordningen.

- Manglende adgang til finansiering er absolut den værste væksthæmmer for de små og mellemstore virksomheder, og særligt i landdistrikterne er manglende lånemuligheder med til at sætte vækst og jobskabelse helt i stå, siger Ane Buch.

- Regeringen har desværre ikke haft modet til at gøre den hævede reparationsgrænse for skadede biler permanent. Så alt for mange biler vil blive erklæret totalskadet. Det er ærgerligt og vil koste arbejdspladser, ligesom virksomheder i autobranchen ikke vil kunne opretholde arbejdspladser og lærepladser, siger Ane Buch.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078