23948sdkhjf

Mange bilejere falder i garantifælden

Det kan give falsk tryghed ikke at kende nybilgarantiens længde og omfang, mener FDM, som efterlyser større forbrugerfokus på garantien ved bilhandel.
En knækket tandrem eller en problemfyldt gearkasse kan være et dyrt og overraskende kedeligt bekendtskab for landets bilejere. Mange skuffes nemlig, når de opdager, at flere dele ikke er dækket af garantien ved nedbrud.

Ifølge en undersøgelse, som Voxmeter har lavet for FDM blandt 1110 respondenter, svarer mere end halvdelen (53 procent) af de adspurgte enten "nej" eller "ved ikke" til spørgemålet, om de kender dækningen af deres bils nybilsgaranti. Dermed mener FDM, at de risikerer at køre rundt med en falsk tryghed om, at de er dækket af en garanti, hvis uheldet er ude.

- Og det er desværre ofte tilfældet. Af samme årsag har FDM de senere år påpeget, at forbrugerne i højere grad bør skele til garantien, når de køber bil. Både hvad angår længden af garantien, og hvad den dækker og ikke dækker. Fra blandt andet vores store AutoIndex-undersøgelse ved vi imidlertid, at garanti ikke bliver prioriteret ret højt af mange, når de køber ny bil, siger leder af FDMs rådgivning, Per Alkestrup.

Kun 47 procent svarer i undersøgelsen, at de ved, at nogle ting på bilen er undtaget fra garantidækningen.

- Fra henvendelserne i vores rådgivning ved vi, at det kommer bag på mange, at eksempelvis en sliddel, som bilejeren troede var dækket af garantien, viser sig ikke at være det. Det skuffer folk og skaber utilfredshed, når garantien viser sig ikke at være bedre, end tilfældet er, siger Per Alkestrup og tilføjer:

- Som FDMs gennemgang af bilgarantier tidligere på året viste, kan det være svært at overskue de forskellige producenters garantier og ikke mindst, hvad der er undtaget. Derfor ville det være ønskeligt, hvis forbrugerne begyndte at stille højere krav til bilens garanti, så det også ad den vej kunne blive et konkurrenceparameter, mere end det er tilfældet i dag.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094