Le Mans event i Skjern
1500-2000 gæster med benzin i blodet ventes at lægge vejen forbi Skjern Tekniske Skole i weekenden til det store 24-timers Le Mans Event, der afholdes for andet år i træk.
- Det giver vi dem lejlighed til at gøre ganske lovligt og med et stort publikum. Vi forventer besøg af 1500-2000 motorinteresserede. Vores arrangement er rygtedes vidt og bredt via Facebook, og vi regner med, at der dukker 20-30 unge op med deres store og tunede biler for at demonstrere hestekræfterne. Og det er ikke bare deres dæk, der ryger. Der ryger også en gearkasse af og til, siger faglærerne Leon Theils Pedersen og Claus Allan Nielsen.
De to faglærere er primus motorer i det store arrangement, som starter og slutter samtidig med det traditionsrige 24 timers racerløb i Le Mans. Gæsterne kan følge hele løbet på storskærm i et stort telt og hygge sig sammen samtlige 24 timer i træk. Omkring en snes faglærere er aktive deltagere i gennemførelsen af det store event, heraf flere fra de andre uddannelser på Skjern Tekniske Skole.
Kæmpetraktorer
En anden brølende nyhed står det lokale firma Tobico i Skjern og landboungdommen for. De unge landmænd møder op med deres kæmpestore traktorer for at få testet, om alle deres hestekræfter er hjemme. Ikke i form af traktortræk, men med Tobicos dynamometer, som kan kvæle enhver motor.
- Det er et sidestykke til Skjern Tekniske Skoles rullefelt, hvor vi måler bilernes hestekræfter. Det var helt vildt populært sidste år og tiltrak en masse spændende biler med heftige motorer. Sidste år blev en lokal Toyota Supra topscorer. Den fik motorkraften målt til 419 HK, fortæller Leon Theils Pedersen og Claus Allan Nielsen.
Man kan også se en BMW Drag Racer med 1200 HK og en Peugeot Spider fra FDM Motorsports Event. Herudover rykker Skjern Tekniske Skoles egen imponerende bilpark ud i det fri for at give plads til en masse indendørs aktiviteter eksempelvis rodeo, hvor tyren er skiftet ud med en gris. Desuden har Skjern Tekniske Skole selv udviklet og bygget sine egne racersimulatorer med det allernyeste simulatorprogram, Gran Turismo 6.
Ingen rådden kørsel
- Le Mans-arrangementet på Skjern Tekniske Skole rummer dog også en klar opfordring til at ikke at køre vildt og tosset. Søndag formiddag demonstrerer Falck, hvordan man frigør en fastklemt person fra en bil. Blandt andet klipper falckredderne taget af bilen, fortæller Leon Theils Pedersen.
For år tilbage oplevede han selv på egen krop at blive befriet på den måde efter en voldsom bilulykke, som det tog ham et år at overvinde følgerne af. Han bruger i øvrigt sin personlige erfaring i undervisningen af skolens elever til at advare dem mod at køre "råddent", som han udtrykker det.