23948sdkhjf

AutoBranchen Danmark smidt ud af Håndværksrådet

Uenighed om størrelsen af kontingentet har ført til en sprængning af Håndværksrådet. Både AutoBranchen Danmark, CAD og rådet beklager resultatet.
Onsdag den 10. december blev en mærkedag for samarbejdet blandt autobranchens organisationer, idet Håndværksrådet bestyrelse har besluttet, at AutoBranchen Danmark ikke kan fortsætte som medlem. Håndværksrådet har ellers med sit autoudvalg været et omdrejningspunkt for drøftelserne i branchen, og har med deltagelse af stort set alle aktørerne i eftermarkedet også haft en vægtig politisk stemme i den autopolitiske debat og over for politikerne på Christiansborg, påpeger AutoBranchen Danmark.

- Vi er rigtig kede af den konflikt, som vi ufrivilligt er blevet en del af, og som er endt med, at vi nu er ude af Håndværksrådet. Vi tror på, at et stærkt sammenhold i branchen er den bedste vej til resultater, men må konstatere, at det ikke er gensidigt. Så vi forlader Håndværksrådet, men det er som bekendt ingen skam ikke at deltage i et selskab, hvis man ikke er inviteret, siger næstformand i AutoBranchen Danmark, Lasse Jæger Jensen.

Foreningen af Auto- og Industrilakerere i Danmark (FAI) har været medlem af Håndværksrådet i 50 år, siden den landsdækkende organisation blev stiftet i 1964. Efter fusionen med forhandlerne og stiftelsen af AutoBranchen Danmark har autolakererne fortsat deres medlemskab, mens forhandlerne er blevet ude.

Kilden til konflikten er ifølge AutoBranchen Danmark, at Centralforeningen af Autoreparatører i Danmark (CAD) ikke har villet acceptere, at det kun var autolakererne i AutoBranchen Danmark, som var med i Håndværksrådet, og har krævet, at enten blev hele AutoBranchen Danmark medlem, eller også ville CAD melde sig ud. Det er ellers en konstruktion, som er velkendt i Håndværksrådet fra blandt andet Dansk Autoglas som en del af Glarmesterlauget og fra de mange håndværker- og industriforeninger, hvor kun håndværksmedlemmerne betaler kontingent til Håndværksrådet, oplyser AutoBranchen Danmark.

- Derfor er det også en overraskelse, at Håndværksrådets bestyrelse har truffet denne beslutning, da den på mange måder er principiel og retningsgivende for de øvrige medlemsorganisationer. I mine øjne er det en klar svækkelse af den politiske indflydelse i Håndværksrådets autoudvalg, som nu ikke længere kan tale på vegne af hele eftermarkedet, når de mødes med de relevante politikere, udtaler Lasse Jæger Jensen.

Noget rod

- Man må indimellem leve med, at man bliver beskyldt for mange ting, fortjent eller ufortjent. Men i denne sag er virkeligheden, at der er tale om en ét år gammel beslutning i Håndværksrådet, som AutoBranchen Danmark ikke har villet følge. Det er noget rod, at kun en delmængde af en forening vil være med - det svarer til, at kun de CAD-medlemmer, som er med i en arbejdsgiverforening, er med i Håndværksrådet. Det giver ikke mening og udvander kontingent-strukturen, siger CAD-formand Henrik Pedersen, som selv sidder med i Håndværksrådets bestyrelse.

- Jeg har nok her fremført de skarpeste argumenter, men det er en enig bestyrelse i Håndværksrådet, som har fastholdt beslutningen. FAI har jo vidst, at de blev en del af en ny og anden konstruktion og derfor er det dem, der har valgt denne udgang. Alternativt skulle vi forhandle vores kontingent med Håndværksrådet, for vi kan selvfølgelig ikke over for vores medlemmer forsvare at betale fem gange så meget i kontingent som AutoBranchen Danmark, siger Henrik Pedersen, som ikke mener, at situationen med Dansk Autoglas/Glarmesterlauget kan bruges til sammenligning, fordi den øvrige del af Glarmesterlauget intet har med autobranchen at gøre.

- Men det er da brand-ærgerligt, at AutoBranchen Danmark forlader Håndværksrådet, og jeg håber selvfølgelig, at vi kan arbejde sammen på andre områder, tilføjer CAD-formanden.

Ærgerligt

Hos Håndværksrådet siger direktør Ane Buch om AutoBranchen Danmarks farvel:

- Det er super-ærgerligt, men det kunne ikke lade sig gøre at få hele brancheorganisationen med. Vi har haft et rigtigt godt samarbejde med FAI alle årene, men vi er nødt til at have en hel auto-organisation med. Vi er kede af resultatet - FAI har altid været en god medlemsorganisation, som har bidraget konstruktivt.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078