En ny undersøgelse som Bilbasen.dk har fået lavet gennem analysehuset YouGov viser, at bilkøberne i stigende grad foretrækker bilforhandlerne frem for at handle bil privat.
Bilforhandlerne har flere strenge at spille på i private forbrugerkøb. Foruden forbrugersikkerhed og garantiordninger, kan forhandlerne også tilbyde attraktive pakkeløsninger, der kan indeholde både finansiering af bilen, service og reparation samt ofte billige forsikringer.
Fordelagtige byttehandler og skærpet konkurrence på nybilmarkedet gør det yderligere attraktivt for mange kunder at købe bilen hos en forhandler.
En anden forklaring er, at kunderne i dag står i kø til en større brugt familiebil. Manglen på denne biltype skyldes, at virksomhederne anskaffede sig færre firmabiler under krisen. Når firmabilerne endelig kommer tilbage på markedet, sker det gennem forhandlerne, oplyser Frederik Funder fra Bilbranchen.