23948sdkhjf

Beliggenhed er ikke altid alt

I ti-årsperioden fra 2004 til 2014 har Citroën Bornholm, der ligger væk fra alfarvej, været det mest købte bilmærke på klippeøen.
Beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed. Sådan lyder de tre vigtigste krav, når boligen skal sælges. Beliggenhed er helt klart også med i overvejelserne hos mange bilimportører, når deres mærkeforhandlere bygger bilhuse, som også tit ligger samlet i "bilbyer".

Stenseby er ikke just en bilby. Men hvis man er lidt kendt med den bornholmske geografi og interesserer sig for biler, ved man, hvor Stenseby er. Ellers er der hjælp at hente på et par vejskilte, som ad småveje viser vejen hertil fra eksempelvis hovedvejen – Bornholms eneste – som hedder A38 og forbinder øens tre største byer, Rønne, Aakirkeby og Nexø.

På postadressen Vangsbovej 8, Stenseby, 3730 Nexø ligger Citroën Bornholm, med det officielle firmanavn Stenseby Biler & Campingvogne. Et enkelt og stilfuldt bilhus, som selvfølgelig ikke lader kunden i tvivl om, at her forhandles og serviceres Citroën. Men hvor der både på værkstedet og udstillingspladsen uden for også holder flere andre bilmærker og campingvogne.

Ældste på samme adresse

Indehaveren, Preben Bach Jensen, har været autoriseret Citroën-forhandler siden april 2001. Før den tid havde han forhandling af det andet store franske bilmærke Peugeot, som imidlertid ønskede, at forhandlingen skulle foregå fra en mere "rigtig" adresse i Rønne. Her ligger flere andre bilhuse i samme område.

- Vi er formentlig den ældste bilforretning på Bornholm, som stadig bor på samme adresse, som vi altid boet på, kommenterer Preben Bach Jensen. Det har aldrig indgået i hans overvejelser, at hans bilforretning burde ligge et andet sted på Bornholm. Tørre tal bekræfter, at beliggenheden ikke nødvendigvis er den vigtigste parameter. Citroen har nemlig med 1.078 nyindregistreringer været det mest købte bilmærke på Bornholm i ti-årsperioden fra 1. januar 2004 til 1. januar 2014.

Preben Bach Jensen er selvfølgelig lidt stolt af resultatet og medfølgende rosende bemærkninger fra Citroën Danmark. Han kunne heller ikke lade være med at bruge det i sin markedsføring. Men selvfølgelig er den flotte rekord resultatet af flere forhold.

Mange ambassadører

- Vi repræsenterer et godt og kendt bilmærke med en bred palet af modeller i mange prisklasser, som henvender sig til et meget bredt publikum. Vi har også altid sørget for at have et godt personale, som afspejler alle de aldersgrupper, der kommer hos os. Nu er tredje generation af vore trofaste kunder begyndt at følge deres forældre og bedsteforældre, og det gør de selvfølgelig, fordi vi har biler til alle aldersgrupper og medarbejdere, som kan tale med dem. Nogle af de unge kunder kender vi, fra dengang de kom her og skulle have benzin til deres første knallert, siger Preben Bach Jensen, som er ret sikker på, at de fleste på Bornholm, som interesserer sig for biler, kender til hans bilhus i Stenseby.

- Både vore medarbejdere og vore faste kunder gennem generationer er vigtige ambassadører for os, så dem prioriterer vi højt. Jeg har altid haft den holdning, at "fejedrengen" på værkstedet sagtens kan være vores vigtigste salgsmedarbejder, fordi han er i kontakt med mange eksisterende og kommende kunder.

En bil om dagen

Citroen Bornholm er med i klyngesamarbejde Bornhommerbiler.dk. Det består af seks af øens autoriserede bilforhandlere, der tilsammen repræsenterer 14 bilmærker. Mens hans fem kolleger i gruppen hver har fra to til fire bilmærker, har Preben Bach Jensen kun Citroën. Men på pladsen foran butikken er der et ret bredt udvalg af nyere brugte biler af flere mærker.

- I modsætning til flere af mine kolleger, som hurtigst muligt sender deres brugte indbytningsbiler væk fra Bornholm, fordi de er eftertragtede "ovre" som velholdte med et lavt kilometertal, har jeg valgt at beholde dem. Så vi har i reglen cirka 50 brugte Citroën’er og 25 andre biler stående. Det ved mange bornholmere og andre, som er på udkig efter en god brugt bil. Når handelen går godt, laver vi en bilhandel pr. arbejdsdag, så det er i runde tal 100 nye og 150 brugte biler om året, siger Preben Bach Jensen.

Han oplever, at kunderne er blevet mere velorienterede om de enkelte bilmærker og modeller. De er så også blevet meget mere krævende og hårde, og det gør naturligvis, at priserne, og dermed også avancerne, udhules. Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at kunderne bliver ved med at komme på værkstedet – også når bilen skal serviceres.

Køb-og-smid-væk

Han ser dog en udvikling for sig, hvor stadigt flere biler bestilles på nettet, og de traditionelle bilforretninger, som vi kender i dag, afløses af nogle udleveringssteder. Her henter kunden sin nye bil, ordner alle papirerne, og da der også bliver længere og længere mellem services, bliver der mindre arbejde til værkstederne.

- Allerede i dag er der mange af de små biler, som det ikke kan betale sig at reparere på, så jeg tror, at tendensen mere og mere går mod, at mange flere vil købe de små, billige "køb-og-smid-væk-biler", lyder Preben Bach Jensens spådom.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08