Ajour med den danske autobranche
FDM's MEDLEMSBLAD MOTOR HAR sommersæsonen gennemført en stor test af cykelholdere, hvor Thule slutter som dobbelt testvinder. Thule EasyFold og Thule Xpress får begge 5 af 6 stjerner og udmærkes som testvinder i deres respektive kategorier. Thule EasyFold blev fornylig udråbt som testvinder i den østriske motororganisation ÖAMTC's årlige test af cykelholdere, oplyser svenske Thule.
E.ON DANMARK HAR VUNDET Vejdirektoratets udbud om at opstille 12 hurtigladestandere på motorvejsstrækningen fra København til Aarhus samt en enkelt hurtigladestander ved Farøbroerne. Det betyder, at elbilister ikke længere behøver at køre væk fra motorvejen for at oplade elbilen, når man er på langfart. Ladestanderne, som vil stå klar straks i det nye år, kommer til at understøtte markedsstandarderne for hurtigopladning, og dermed også alle elbiler på markedet, som kan hurtiglade. Målet er at tilgodese så mange elbilister som muligt.
I 2008 LÅ RENAULT på en jammerlig 16. plads blandt de 20 bedst sælgende bilmærker herhjemme. I dag, seks år senere, ligger Renault på en samlet 5. plads. Og i juni kom Renault på podiet som det 3. mest solgte mærke i Danmark. Med en markedsandel i juni måned på 8,47 procent (inklusive varevogne) var Renault i netop denne måned det 3. bedst sælgende bilmærke herhjemme efter VW og Ford. Kigger man på år til dato, har Renault dermed etableret sig på en 5. plads, oplyser Renault Danmark.