Bilforhandlere støtter Autouncle mod eBay
De tre brancheforeninger Autobranchen Danmark, DBFU og CAD har afgivet støtteerklæringer til Autouncle for at få prøvet landsretsdom om fogedforbud mod Autouncles brug af Bilinfo-data ved Højesteret.
Siden 2011 har Autouncle oplistet biler på brugtmarkedet og "ratet" dem i gode og mindre gode køb ud fra en avanceret algoritme med 100 punkter. Sitet vandt i 2013 e-handelsprisen for bedste nye internetvirksomhed. Bilkøberne klikker sig herefter videre til en af landets bilportaler samt forhandlernes hjemmesider for at se yderligere om den udvalgte bil. Dermed leverer Autouncle leads til bilportalerne. Men med Landsrettens omstødelse af Autouncles tidligere vundne byretsdom mod Bilmarkedet er der nu nedlagt fogedforbud mod, at søgemaskinen må suge data fra landets største markedspladser under Bilmarkedet ApS.
Imidlertid mener bilforhandlerne og deres brancheforeninger, at de har retten til deres selv-indtastede data i Bilinfo, og at Bilmarkedet ikke skal bestemme, at Autoucle ikke må benytte disse data. Bilmarkedet derimod overbeviste to ud af tre dommere i landsretten om, at de bruger store ressourcer på at berige disse data angiveligt ud fra 12 eksterne kilder.
Ro til investering
Administrerende direktør for Bilmarkedet ApS, Morten Heuing, siger til Motor-magasinet, at han er glad for landsretskendelsen, som han mener er klar og tydelig.
- Det var vigtigt for os at få slået fast, at ingen ifølge Markedsføringsloven må kopiere hele vores database, så vi med sindsro kan fortsætte med at investere i udvikling af vores forretning, til gavn for også landets bilforhandlere, hvoraf en lang række giver udtryk for, overfor os, at de er tilfredse med dommen, siger Morten Heuing.
Han vil ikke forholde sig til udsigten til, at Autouncle måske får held til at få prøvet sagen ved Højesteret, hvis procesbevillingsnævnet finder sagen principiel nok. Morten Heuing tilføjer, at Autouncle i øvrigt aldrig, efter flere opfordringer, har villet diskutere betaling for data på linje med eksempelvis Bilzonen og GulogGratis.
Sikrer salgsindtægter
eBay/Bilmarkedet noterer sig desuden, at der er faldet domme i lignende internetsager i EU, blandt andet i Holland. Både eBay og Autouncle ekspanderer deres forretninger og koncepter i udlandet. For nylig har Autouncle fået tilført ny investor-kapital. Morten Heuing understreger, at kæringen til landsretten skete længe inden dette. Men i kendelsen er anført, at Bilmarkedet ApS udtalte til landsretten, at man i høj grad ønsker Autouncle stoppet for at sikre sig fortsatte indtægter på bannerannoncer og andre salgsaktiviteter. Morten Heuing kan overfor fagbladet ikke sige, hvad Autouncles aktivitet konkret har kostet Bilmarkedet.
Mangler lovgivning
Hos Autouncle forventer stifter og direktør Johan Frederik Schjødt, at sagen kan komme for Højesteret, ikke mindst med støtteerklæringerne fra autobranchen. Og især da landsretten ikke tog stilling til spørgsmålet om ophavsretten til data men kun fogedforbuddet i forhold til Markedsføringsloven. Johan Schjødt kalder landsretskendelsen for "den mindst klare", idet en dommer stemte imod de to øvrige i sagen.
- Det her svarer til, at man ikke længere kunne søge og sammenligne flybilletpriser på Momondo eller elektronikpriser på Pricerunner. Vi hos Autouncle udfylder et hul i markedet, og taberne på dette forbud er både forbrugerne og bilforhandlerne. Microsoft har jo ikke ret til al tekst skrevet af brugerne i Word-programmet kendelsen hænger ikke sammen. Et tilsvarende opgør har fundet sted på boligområdet, hvor Boliga.dk nu, som pendant til Autouncle, med boligloven i ryggen kan fortsætte sit virke. Vi mangler en tilsvarende lovgivning bag autobranchen at støtte os op ad, for biler er jo også store investerings-genstande for danskerne.
- Det er reelt et samfundsspørgsmål, om en ret skal kunne vægte kommercielle interesser højere end internettets udvikling, med brug af frit tilgængelige data, mod større gennemsigtighed i en branche. Og så må vi ikke glemme, at mange bilforhandlere er glade for at kunne bruge Autouncle til både skarp prissætning og i det proaktive salg overfor kunderne, siger Johan Schjødt og fortsætter:
- Vi har ikke villet betale for data hos eBay/Bilmarkedet, da vi er en søgemaskine en slags specialiseret Google - og ikke en portal for bilhandel, og dermed ikke en direkte konkurrent til Bilbasen/DBA.dk. Og så skal man jo huske på, at vi faktisk har leveret flere hundrede tusinde sidevisninger af forhandlernes biler til Bilbasen, siger Johan Schjødt.
Undren over osere
Han mener, at eBay/Bilmarkedets tidligere vundne sag over 123auto.dk for netcrawling ikke ligner Autouncle-sagen, da 123auto er en bilmarkedsplads og dermed direkte konkurrent til Bilmarkedet.
- Men vi har noteret os i landsretssagen mod os, at Bilmarkedet udtalte til retten, at de helst vil have "osere" på deres sites, frem for direkte leads via Autouncle, for at få flere sidevisninger og dermed flere bannerannonce-indtægter det er vel i strid med forhandleres interesser, siger Johan Schjødt. Han sammenligner i øvrigt bilforhandlernes stilling med den aktuelle sag, hvor landets hoteller føler sig fuldstændig underlagt de magtfulde store søgeportaler og er låst og totalt afhængige.