23948sdkhjf

Metal og SKAD ser på reparationstider

SKAD og Dansk Metal var på studietur til Wolfsburg for at blive klogere på reparationstider ved skadesopretning.
Reparationstider ved skadesopretning kan ofte være svære at forstå. Specielt de konsekvenser, som tiderne har for værkstederne og deres ansatte, har væsentlig interesse, siger SKAD-direktør Thomas Krebs, som sidste sommer besøgte søsterorganisationen ZKF i Tyskland, der afholdt en karrosserikongres i juni 2013 i Bamberg. Ved denne lejlighed var der mulighed for at tale med IG Metall, der oplyste om deres arbejde i forbindelse med reparationstider.

- Som overenskomstpart med Dansk Metal føltes det naturligt at kontakte Dansk Metal i denne sag. Arbejdsgiveren har jo ikke de store muligheder, når reparationstiderne på skadede biler ikke kan skabe grundlag for overskud og dermed at sikre fortsat ansættelse af medarbejdere og skabelse af et godt arbejdsmiljø for medarbejderne hele vejen rundt, udtaler Thomas Krebs.

Dansk Metal var positiv, og i midten af april 2014 tog Dansk Metal og SKAD til Wolfsburg, for at besøge CAB, der har i mange år arbejdet med korrekte opgørelser af udskiftnings- og reparationstider på baggrund af REFA tidsstudier og det svensk udviklede MYSBY og MEKBY tidssystem, som også anvendes i det svenske opgørelsesprogram CABAS. CAB er førende inden for dette arbejde, der udarbejder reparationstider for mange bilfabrikker.

Besøget var planlagt som studietur, for at lære processerne bag tidsberegningerne. Der var også rig lejlighed for at prøve teorien i praksis og udarbejde tidsstudier på et fysisk køretøj.

Audatex

- Det var en utrolig positiv oplevelse at gennemføre turen sammen med Dansk Metal. Både LasseBøttcher og Erik Wiberg var yderst interesserede i de problemstillinger, vores medlemmer møder hver dag ved deres arbejde med skadede biler, udtaler Thomas Krebs.

- Efter at haver opnået en større forståelse af systemet, så kan det undre en, hvorfor der er så store forskelle mellem de forskellige bilfabrikkers tidsoplysninger, som kan være meget forskellige og i nogle tilfælde intet har at gøre med de reelle tider, tilføjer han.

Ved besøget blev der også gennemgået, hvordan eksempelvis Audatex – leverandøren af tidsmodulet til Autotaks/forsi – anvender disse data.

- Audatex har ikke tilgang til alle delopgørelser og kan ofte ikke se tilbundsgående i fabrikkens database. Derfor sidder der programmører hos Audatex, der ofte er nødt til at "gætte sig frem til" et resultat og vurdere hvordan tiderne kan opdeles og registreres. Mange af tiderne i Autotaks kan derfor opstå på denne måde, siger Thomas Krebs.

Dansk Metal udviste stor tilfredshed med besøget og vil tage den opnåede viden med til organisationen, for at bedømme fremtidige tiltag.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079