23948sdkhjf

Med kurs mod autohuset og en lederrolle

Første kuld autoteknologer fra Odense er færdig til sommer, og her tænker Sune Hinz i nye baner.
26-årige Sune Hinz er uddannet personvognsmekaniker med ambitioner om mere. Han stiler målrettet efter et job som værkfører i et større autohus, men følte ikke, han var tilstrækkeligt klædt på til opgaven.

- Tidligere blev en værkfører typisk udpeget blandt værkstedets dygtigste svende, men det kom der ikke nødvendigvis nytænkning ud af, fortæller Sune Hinz.

Så han besluttede at læse til autoteknolog, en uddannelse han færdiggør denne sommer sammen med det øvrige pionerhold fra Erhvervsakademiet Lillebælt og AutoVidencenter Fyn i Odense.

Sune har fokus på at effektivisere og forenkle arbejdsgangen på et værksted.

I løbet af sin korte karriere har han nemlig flere gange iagttaget spildtid og uhensigtsmæssige rutiner på forskellige værksteder. Han har også prøvet at støde mod en mur, når han påpegede muligheden for effektivisering i autohusenes hverdag.

- Når man benytter udtrykket "effektivisering" over for en mekaniker, kan han nemt tolke det som kritik. Men det er der slet ikke tale om. De er jo ikke mistænkt for at pjatte arbejdstiden væk eller tale i mobiltelefon hele tiden. Men samarbejdet mellem afdelinger kan tit forbedres, og der er også noget, der hedder dårlige vaner, lyder vurderingen fra den kommende autoteknolog.

Ledelse og teknik

De studerende på autoteknolog-uddannelsen i Odense har udviklet sig på to punkter. De er blevet teknisk dygtigere, altså mere kvalificerede automekanikere inden for emner som motorstyring, elektriske systemer, el- og hybridbiler og comfort systemer, og er desuden undervist i temaer som ledelse, økonomi og kundepsykologi.

Sune Hinz kan nu så småt se tilbage på to krævende, men lærerige, år som autoteknolog-studerende og håber på en fremtid som værkfører i et større dansk autohus.

- Engang drømte jeg om at blive selvstændig. Det gør jeg ikke mere. Nu søger jeg udvikling for mig selv og den virksomhed, jeg arbejder for, siger han.

Friske øjne i værkstedet

Ti uger af forløbet tilbringes ude i autobranchen, i Sunes tilfælde Autocentralen i Kolding. Her glæder værkstedschef Kim Vobbe sig over at have fået friske øjne i værkstedet, og Sune Hinz bliver næppe den sidste autoteknolog-studerende, Autocentralen tager imod, selv om værkstedschefen gerne ser, at uddannelsens økonomi-undervisning gøres mindre overordnet og mere branche-specifik.

Kim Vobbe er selv forholdsvis ny på arbejdspladsen med blot 14 måneders anciennitet i denne virksomhed - og helt klar til at udfordre vanetænkning.

- Nu er Sune lidt af et pragteksemplar, men generelt mener jeg, at autobranchen i Danmark har stor brug for autoteknologer. Navnlig i de store autohuse, fortæller Kim Vobbe.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062