Efter små to år som BMW-forhandler i Danmark lader Bavaria sig overtage af Nygaard A/S per 31. marts. Overtagelsen omfatter Bavarias to afdelinger på Amager og i Brøndby samt hele medarbejderstaben. Dermed bliver Nygaard den eneste BMW-forhandler på Sjælland.
- Der er tale om en ydmyg overtagelse, men detaljerne i aftalen er endnu ikke på plads, så jeg kan ikke komme nærmere ind på nogle enkeltheder, siger direktør hos Nygaard A/S, Flemming Falck.
Han oplyser, at Nygaard A/S på et senere tidspunkt vil offentliggøre flere detaljer omkring overtagelsen og vil ikke udtale sig om, hvorvidt overtagelsen vil omfatte lukninger eller afskedigelser.
Bavaria Gruppen overtog i 2012 Bayern AutoGroups to afdelinger i Brøndby og på Amager i et større skandinavisk fremstød. Bavaria er en etableret BMW og Mini forhandler i Norden, og råder over 11 butikker i Norge og Sverige.
BMW kan samlet set glæde sig over fremgang og rekordsalg. Adm. direktør Jan Askholm har således kunnet se tilbage på 2013 som et rekordår for BMW Group.
- Med salgsrekord for både BMW, Mini og Motorrad i Danmark går vi 2014 i møde med stor optimisme. Resultatet for 2013 var mere end 4000 solgte BMW'er (2967 i 2012), over 500 MiniI'er (362 i 2012) samt cirka 250 BMW Motorcykler (158 i 2012), sagde han tidligere på året, da han kommenterede årsresultatet.