Young Driver AMR sejrer igen på Silverstone
Sejren på Silverstone var den hidtil hårdest tilkæmpede FIA WEC-sejr for Young Driver AMR. Efter en ændring af kørehøjden i ugen op til sæsonens første begivenhed kæmpede alle tre Young Driver AMR-kørere med manøvreringen af bilen under træningen og kvalifikationen og endte med at blive nummer fire i kvalifikationen for klassen.
David Heinemeier Hansson var første kører i sit første løb i Young Driver AMR-Aston Martin og overlod efter et stærkt dobbelt stint under vanskelige og skiftende vejrforhold bilen til Kristian Poulsen, der startede som foreløbig toer i klassen. Midt i løbet tog Poulsen føringen, inden han overlod Vantage GTE'en til Nicki Thiim til løbets sidste del. Kampen for sejren i de sidste to timer var derefter en ret speciel kamp for Young Driver AMR, idet Thiim kæmpede med Young Driver AMR-teamkammeraten Christoffer Nygaard, der startede denne weekend i en søsterbil fra Aston Martin Racing. Nygaard og Thiim skiftedes til at tage føringen flere gange, før Thiim efterhånden opbyggede et forspring og sikrede sejren. På grund af kraftig regn den sidste time af løbet, var der rødt flag for løbet 26 minutter før den planlagte afslutning. Young Driver AMR's sejr i Aston Martin Racings hjemmebaneløb faldt på en helt særlig dato, da Aston Martin Racing kunne fejre sit ti-års jubilæum i denne weekend på Silverstone.
Efter en strålende start på sæsonen er der ikke tid til at hvile for teamet, eftersom næste løb finder sted om mindre end to uger på Spa-Francorchamps i Belgien.
Kommentarer fra racerkørerne efter løbet var:
David Heinemeier Hansson: "Det er dejligt at starte i et nyt team, i en ny bil og i en ny klasse med en sejr. Vores Aston Martin var bestemt ikke den hurtigste bil på banen. Vi hang lidt efter med hensyn til farten. Men vi holdt bilen på rette spor hele tiden, kørte en rent løb og fik den hjem under meget svære forhold."
Nicki Thiim: "Vi kæmpede en smule med farten på den tørre bane. Men på den våde bane var bilen rigtig stærk. En stor tak til teamet, eftersom vi kom her og ikke vidste, hvad vi kunne forvente. Efter en nylig ændring på fem millimeter i bilens kørehøjde manglede vi virkelig fart på tør bane. Vi har en ny mekaniker og med David en ny kører. Vi fik større fart for hver session og vi var virkelig med til slut. Vi er helt sikkert på plads til sæsonen.
Kristian Poulsen: "Det lykkedes for os til sidst, men det var virkelig hårdt. David og Nicki og hele teamet gjorde en god indsats i dag, så vi kunne få dette flotte resultat. Vores fart i løbet var ret god og meget stabil. Jeg kørte et dobbelt stint, som gik rigtig godt. Jeg passede på mine dæk i det første stint, og det gav bonus i det andet stint."
Jan Struve, holdejer for Young Driver AMR: "Det var ekstremt svært denne weekend. Vi havde en sen regelændring med hensyn til kørehøjden for vores bil. Den kom så sent som i sidste uge, så vi kunne ikke teste det før. På grund af det kunne vi ikke bruge dataene fra sidste år. I absolutte omgangstider var vi ikke de hurtigste, men vi lavede ingen fejl. Hele teamet udførte et perfekt job, og det var nøglen til successen i dag. Det var hårdt arbejde, men kørerne og teamet fik det til at fungere og det gav resultat i den sidste ende. Vi vandt, og vores holdkammerat Christoffer Nygaard sluttede som nummer to i en søsterbil, så vi kunne ikke ønske os mere af denne weekend."