23948sdkhjf

El-bilens gennembrud er lige om hjørnet

Der blev talt om både el-biler, Zipcars og ændrede forbrugervaner, da LeasePlan Danmark inviterede til et indblik i, hvordan og i hvilke biler danskerne vil transportere sig rundt i fremtiden. Direktør ved Dansk Design Center, Nille Juul-Sørensen, gav i et oplæg sit bud på, hvor tæt vi er på el-bilens gennembrud, og på hvor hurtigt udviklingen vil gå.
El-bilen er en del af fremtiden, og fremtiden er lige rundt om hjørnet. Det var hovedpointen, da LeasePlan Danmark torsdag den 20. marts havde inviteret kunder og presse inden for i hovedkvarteret på Midtager i Brøndby til oplæg og debat om fremtidens biler og transport.

Nille Juul-Sørensen, der er direktør ved Dansk Design Center og blandt andet har været med til at designe metroen i København, var indbudt som taler. Ifølge ham er der ikke tvivl om, at el-bilen er næste skridt på vejen i udviklingen:

- I mange år har man spurgt, om el-bilen nu også bliver til noget. Med den massive forskning på området lige nu er jeg ikke i tvivl om, at el-bilen bliver til noget. Om 3-4 år har vi en el-bil, der kan køre 500 kilometer på en opladning, og så er det bare at følge med, sagde Nille Juul-Sørensen.

Ny måde at bruge bilen på

Ifølge Nille Juul-Sørensen betyder den teknologiske udvikling også, at vores måde at transportere os på vil ændre sig markant på ganske få år. Som et eksempel nævnte han de såkaldte Zipcars, der er dukket frem i flere af verdens storbyer. Her ejer man ikke sin egen bil, men kan i stedet booke en bil via internettet og hente den på bestemte steder alt efter behov.

- Det kan blive trenden, at vi leaser biler på en helt anden måde, end vi gør i dag. Sådanne nye måder at bruge en bil på kan blive en "gamechanger"," lød det fra Nille Juul-Sørensen.

Den hurtige udvikling betyder, at bilproducenterne skal stramme sig an for blot at følge med:

- Verden omkring os flytter sig hurtigere end nogensinde før, og mange virksomheders forretning vil blive overtaget af nye konkurrenter, der har tænkt helt andre tanker. Når det hele ændrer sig, er virksomhederne også nødt til at tænke helt nyt, både når de skal sælge og udvikle biler, forklarede Nille Juul-Sørensen

Bilproducenterne fokuserer på el, brint og hybrid

LeasePlan Danmark havde også inviteret bilproducenterne Toyota, Renault, BMW, VW, Nissan og Hyundai til at give deres bud på fremtidens biler og transportmønstre. I de seks korte oplæg blev det tydeligt, at også producenterne har stærkt fokus på el-, brint-, og hybridbiler.

Efter oplæggene kunne gæsterne prøvekøre de nyeste modeller af bilerne for selv at få indblik i, hvordan fremtiden ser ud og føles.

LeasePlan Danmark har speciale i fleet management, der er styring af bilflåder, for både offentlige og private virksomheder. LeasePlan Danmark administrerer mere end 26.000 biler på vegne af virksomheder og kommuner i hele landet.

Otte biler

Disse elbiler kunne prøves i Brøndby:

VW Up (præsenteret af flådechef Claus Fredholm)

BMW i3 (præsenteret af salgsdirektør Steen Bluhm)

Renault Zoe (præsenteret af flådechef Pter Nielsen)

Renault Kangoo ZE

Nissan Leaf (præsenteret af Per Larsen)

Toyota Auris hybrid (præsenteret af flådechef Bo Svane)

Toyota Prius

Hyundai IX35 brint (præsenteret af Søren M. Pedersen)
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078