23948sdkhjf

Forkert opretning også en mærkesag

SKAD får løbende tips om forkert reparationsarbejde fra også mærkeværksteder, der burde kende egne bilmærker i alle detaljer.
Blot at gøre som man altid har gjort i reparationsarbejdet kan i dag hverken forsvares af værksteder eller forsikringsselskaber. Brancheorganisationen for karrosseribranchen, SKAD, har siden 2010 kæmpet indædt for korrekt opretningskvalitet på hele autobranchens vegne, men også for at skabe sikkerhed hos bilejeren, så bilen kan stå imod ved fornyet skade ved at beholde sine NCAP-crashtest stjerner gennem korrekt genopbygning ud fra bilfabrikkernes reparationsvejledninger og -krav.

På baggrund af at man i SKAD løbende følger karrosseribranchen, også med hensyn til alternative dele, så modtager organisationen jævnligt materiale fra kilder i branchen, som dokumenterer at der stadigvæk sker forkerte opretninger, som ikke foretages i henhold til reparationsvejledningerne.

Disse eksempler anvender organisationen blandt andet til intern efteruddannelse. Men SKAD understreger, at sådanne reparationer i Eurogarant regi omgående vil føre til, at reparationen skal laves om, samt at det pågældende Eurogarant værksted kommer under observation og får tilbudt hjælp til at klare udfordringerne på værkstedet.

Billedet her ved artiklen, som SKAD har fået ind som sag, viser en ukorrekt reparation hos et navngivet mærkeværksted, hvor bagskærmen ikke udskiftes korrekt på en VW transporter T5, som krævet i vejledningen, men hvor man på mærkeværkstedet vælger at klippe i pladen for herefter at svejse et stykke plade ind.

Thomas Krebs, direktør i SKAD, mener, at problemstillingen ved denne reparation både er, at fabriksvejledningen ikke er overholdt, samt at reparatøren udsætter bilens karrosserikonstruktion for høj varme ved svejsning, hvilket direkte ændrer styrken i den bagvedliggende konstruktion. Et stort område af skærmen ved udskiftning skal limes på denne model, da VW T5 indeholder mange passive sikkerhedselementer, der skal respekteres.

- Det er vores håb, at det ikke er et forsikringsselskab, der har krævet en sådan reparation, fordi den umiddelbart er billigere. Nogle branchefolk vil måske mene, at sådan en reparation er god nok på en varebil – men man kan være i tvivl, om samme værksted også anvender denne metode på personbiler, hvor det kan få fatale konsekvenser for bilejeren, samt betyde en væsentlig forringelse af bilens værdi, hvis den ringe skadesudbedring opdages i forbindelse med et bilsalg, siger Thomas Krebs.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094