I oktober 2013 gik værkstedsportalen ind på det tyske marked. Dengang var der 22 ansatte i virksomheden. Her fire måneder senere er det antal næsten tredoblet til 57 fastansatte og en god håndfuld konsulenter. I UK alene har virksomheden allerede en organisation på ti mand, som skal være klar til den officielle start den 1. marts.
- Vi har store forventninger til det britiske marked og har budgetteret med at få 3000 værksteder ombord i 2014. Til at nå det mål har vi allerede opbygget en større organisation på ti mand, men der skal efter planen være omkring 30 ansatte i UK ved udgangen af året, siger global CEO for Autobutler, Christian Legêne, i en pressemeddelelse.
Virksomheden har etableret sig i byen Halifax mellem Manchester og Leeds, der er i nærheden af de fleste store aktører i den britiske motorindustri.