23948sdkhjf

Frifundet for momssvindel

Landsretten frifinder brugtbilforhandler for momssvig i millionklassen.
Bilforhandler Max Hartwig er både glad og lettet, efter at han i Landsretten er blevet pure frifundet for tiltalen om i grov uagtsomhed at have overtrådt reglerne for beregning af moms ved import af biler. Landsrettens frifindelse får hele brugtbilbranchen til at ånde lettet op efter flere års usikkerhed.

- Jeg er umådeligt lettet over, at det er overstået, og jeg værdsætter i høj grad den støtte, jeg har fået undervejs, udtaler Max Hartwig, indehaver af Hartwig Motor i Birkerød.

Det så ellers sort ud, da byretten i Lyngby i begyndelsen af 2014 idømte Max Hartwig en bøde på 1,5 millioner kroner i den sag, som han nu er blevet pure frifundet i.

- Jeg var målløs over dommen i byretten. Det var uforståeligt for mig, hvordan jeg kunne blive kendt skyldig for en anden mands svindel, siger Max Hartwig.

Byrettens dom tillagde de danske brugtbilforhandlere et objektivt ansvar for, om deres leverandør havde afregnet sin moms korrekt. Det fik DBFU – Dansk Bilforhandler Union – til at tage initiativ til at samle så mange forhandlere som muligt, der havde handlet biler på samme betingelser som Max Hartwig, samt til at kontakte brancheorganisationen AutoBranchen Danmark.

Blandt kollegerne blev det besluttet at bakke Max Hartwig og Hartwig Motor op økonomisk for at gøre en ankesag mulig. DBFU og Autobranchen Danmark valgte også at støtte sagen, idet den var af meget principiel karakter.

- Støtten fra mine kolleger og mine brancheorganisationer DBFU og AutoBranchen Danmark har betydet, at jeg ikke har følt mig så alene i denne sag. Det har været rigtigt rart at føle en holdånd og have nogle, som åbenlyst bakkede mig op, fortæller Max Hartwig, der ellers har følt sig meget alene under retssagen, og ikke rigtig har haft lyst til at tale om sagen.

Vigtig dom

- I DBFU glæder vi os først og fremmest på Max Hartwigs og hans kollegers vegne, men det er også en rigtig vigtig dom for resten af erhvervslivet, idet dommen slår fast, at man som erhvervsdrivende ikke er ansvarlig for, hvordan "leddet" før dig har afregnet sin moms, forklarer direktør i DBFU, Karl-Ove Pedersen.

I AutoBranchen Danmark siger adm. direktør Jens Brendstrup:

- Max Hartwig har været under en helt urimelig anklage. Som brancheorganisation er vi glade for at kunne bakke op om vores medlemmer, når de har brug for det. Særligt i sager af så principiel karakter som denne.

Der er så vidt AutoBranchen Danmark ved cirka ti forhandlere i samme situation som Max Hartwig – som enten har modtaget stævning fra Skat eller forventer at modtage en sådan. De kan nu ånde lettet op.

Ankefristen vedrørende Landsretsdommen udløb den 15. december, og Skat har valgt ikke at anke sagen til Højesteret.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078