Nostalgien lever i Vestjylland
Flere tusinde tilskuere til traditionsrigt veteranløb i det vestjyske sommerland.
110 hold deltog i det 45. Ringkøbingløb, der blev kørt i det vestjyske sommerland den 25. til 27. juli og blev overværet af et interesseret publikum.
Ældste køretøj fra 1903
Der var i alt fem prisvindende kategorier ved Ringkøbingløbet, og Buick-entusiast Martin Andersen fra Ådum i Vestjylland med fru Tove ved sin side i tidstypisk påklædning hjemførte titlen som Publikums Favorit, da de stille op i fredagens "Skønhedskonkurrence" i en nyerhvervet, rød Cadillac årgang 1903.
Dagen efter gentog de kunststykket, og sikrede sig førstepræmien i den særlige Old Timer Expert Class med hovedløbets ældste køretøj, en 2-personers åben Buick Model 10 fra 1908.
Heftig oplevelse
Ringkøbingløbets mest magtfulde køretøj var en original amerikansk Chevrolet Camaro RS/SS race-pacecar fra 1969, som indbragte Morten Gadegaard fra Herning en førsteplads i klassen for sportsvogne i fredagens Skønhedskonkurrence, Concours dOrigin. Men det var dog en noget mindre opmærksomhedstiltrækkende bil, nemlig en Morris Mascot kørt af Jytte Hasselager fra Hedensted, der vandt årets Ringkøbingløb.
En særlig pris for historisk special-miljø blev uddelt for første gang, og tilfaldt teamet "The Airmen Motor Racing" med Kent Røjkjær i Austin Seven Sport Special fra 1934 og Michael Amorsen i MG TA Roadster 1936. De to randrusianere, klædt som RAF-piloter under Anden Verdenskrig, medbragte eget officers-messetelt og desuden et nyt tredje medlem, Thomas Gaardsø, Randers, i rollen som dansk modstandsmand, udstyret med pibe, pistol og Morris Eight årgang 1934.