23948sdkhjf

Blowtherm til Nordenskov

Efter der har været lidt stille omkring de italienske Blowtherm-malerkabiner, er agenturet nu landet hos Nordenskov Industrimontage.
Glæden hos Jens Kristian Vestergård, som er indehaver af Nordenskov Industrimontage, er til at få øje på, for han er begejstret for, at agenturet på de italienske Blowtherm-malerkabiner nu ligger hos ham.

- Forhandlingen af Blowtherm-malerkabinerne har ligget lidt stille en tid, og i forbindelse med, at jeg var på Automechanika-messen i september sidste år, besøgte jeg deres stand på messen. Her spurgte jeg til det og nævnte, at hvis det skulle skifte, ville jeg gerne være firmaets danske repræsentant og sælge kabinerne på vore breddegrader. Min samtale med dem fandt vist sted om fredagen, og allerede den efterfølgende mandag eller tirsdag fik jeg at vide, at jeg var blevet deres danske repræsentant. Rent faktisk så handler det om mere end blot Danmark og malerkabiner, for hvad angår kabinerne, så omfatter det ikke kun forhandlingen her i landet, da forhandlingen også omfatter Sverige, som også indgår i aftalen. Blowtherm fremstiller blandt andet også forberedelsespladser til fylder, spartling og slibning, foruden varmluftovne, gaskedler og andre typer af varmeaggregater til opvarmning af værksteder og haller, og den gren af forhandlingen omfatter, udover Danmark, også Norge og Sverige, fortæller Jens Kristian Vestergård.

Koncentrerer sig om kerneområderne

Malerkabinerne vil forblive Nordenskov Industrimontages fokusområde. Dels kabiner af eget fabrikat og nu også Blowtherm-malerkabinerne. Jens Kristian Vestergård lægger stor vægt på, at Blowtherm er en stor og meget anerkendt fabrikant, som har et godt ry og et tilsvarende godt mærke. Fordelene ved at samarbejde med en så stor aktør, er ifølge Jens Vestergård til at få øje på. I kraft af, at firmaet har en meget stor kapacitet, og i snit fremstiller 12 malerkabiner dagligt, giver den kombination yderst konkurrencedygtige priser.

- Kabinerne fra Blowtherm er standardiserede, og det giver mange fordele. Det har ingen betydning om en kabine skal være 6, 7 eller 8 meter lang, da det blot handler om at tilføje nogle flere sektioner for at komme op på den ønskede størrelse. Og er der hensyn til specielle mål og indbygninger, tilbyder vi selvfølgelig vore egne malerkabiner. Opsætningen af en ny Blowtherm-kabine er også tilsvarende nem og logisk, fordi kabinerne i princippet er ens uanset størrelse, da de jo er modulopbyggede. Service på kabinerne lettes også af samme grund. Salget er gået i gang, og indtil videre har vi foreløbigt sat to Blowtherm-kabiner op. Udover det, har vi sat Blowtherm værkstedsopvarmning op fire steder, og vi har fire mere i ordre, siger Jens Vestergård.
Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078