DBI: Drop indeksering i skrot-bidraget
Årlig regulering af afgiften er bøvlet og unødvendig, mener bilimportørforeningen DBI.
Indeksering af den årlige afgift er ikke nødvendig, da godtgørelsen ikke indekseres og udgifterne til administration udgør en forholdsvis lille andel, anfører DBIs adm. direktør Bent Mikkelsen.
Han afviser, at man kunne indeksere både årsafgiften og skrotpræmien.
- Udgifterne er ikke steget. Det er antal modtagere af godtgørelsen, som svinger fra år til år. Vi foretrækker, at ministeren afgør regulering af godtgørelsen ved en bekendtgørelse, siger Bent Mikkelsen.
Det sidste siges med henblik på en senere forhøjelse af præmien, når den økonomiske sanering er slået igennem og underskuddet er fjernet.
Producentansvar sikrer aflevering
Ellers bakker DBI bakker op om miljøministerens forslag til højere årsafgift og lavere skrotpræmie.
Den lavere godtgørelse ved afleveringen af den udtjente bil vil næppe føre til, at færre biler afleveres til miljømæssig korrekt affaldsbehandling. Det skyldes indførelsen af producentansvaret i 2007, hvor fabrikanter og importører påtager sig ansvaret for, at bilejeren kan aflevere bilen uden omkostninger, påpeger DBI.
Det sker dog med en tilføjelse af, at man skal holde øje med, at tilskyndelsen er stor nok for bilejerne til at aflevere bilen hos en godkendt ophugger.