Fogedforbud mod søgerobotter
Landsretten har talt i sagen eBay mod 123auto.dk om at lade søgerobotter hente gratis bildata til annoncer på nettet.
Sagen har imidlertid en tredje halvleg, idet der nu er lagt op til, at sagen køres videre ved et civilt søgsmål, idet eBay ellers ikke kan opretholde et sådan forbud.
Sagen tog sit udspring, da Bil Markedet ApS, der driver annoncesitet BilBasen.dk samt bilforhandler it-værktøjet Bilinfo, via sin advokat 6. juli 2012 krævede, at 123auto.dk øjeblikkeligt stoppede sin kopiering af bildata fra Bil Markedets databaser og meddelte et krav på minimum en million kroner i foreløbig erstatning.
123auto som kunde
Fra eBay Danmark siger adm. direktør Morten Heuing, at han havde forventet, at landsretten ville omstøde byrettens afgørelse.
- Vi er glade for afgørelsen, der giver god mening, idet den står fast, at man ikke bare kan snylte og kopiere andres dyrt oprettede og forædlede bildata gratis. Dommen viser, at der stadig er et ejerskab af data, der ligger offentligt tilgængeligt man må jo heller ikke bare tage en ulåst cykel på banegården, bare fordi den er tilgængelig, siger Morten Heuing.
Ebays motor-division sælger i dag sine bildata til konkurrenter som Bilzonen, Biltorvet og Gul&Gratis for at skabe nem integration af netannoncer for sine kunder, bilforhandlerne. Morten Heuing har tidligere sagt overfor Motor-magasinet, at det ikke var kommet til en retssag, hvis 123auto havde valgt samme løsning. Her, efter dommen, vil Heuing da heller ikke udelukke, at 123auto kan lempes ind som kunde, hvis den tabende part vil dette.
- Vi er sat i verden for at varetage bilforhandlernes interesser, og hvis et tilpas stort antal udtrykker ønske om at bruge 123auto som markedsføringskanal med vores hjælp, gør vi naturligvis det. Vi skal til enhver tid sikre, at den kvalitet i data, som vi selv benytter og sender ud af huset til bilannoncer eksternt, er i orden, så bilforhandlerne ikke risikerer eksempelvis at omtale syv airbags i en bil, der kun har fem, for det giver salgsproblemer med bilkøberne, siger Morten Heuing.
Sidder på annoncerne
Fra 123auto siger stifter og medindehaver i de bagvedliggende selskaber Scribtech, JMS Webdesign og Magacin, Tommy Rønn, at han tager afgørelsen med ro, idet han anser fogedforbuddet for eBays måde at få sat robotsøgningen på midlertidig pause.
- Nu kan eBay puste ud, men sagen er ikke slut, idet den nødvendigvis må få et civilretsligt efterspil, der kan tage 2-4 år endnu. Taberne i sagen indtil nu er reelt bilforhandlerne, der burde bakke 123auto op, for eBay har med dommen reelt fået retten til at sidde tungt på forhandlernes egenindtastede data om salgsbiler, som eBay jo distribuerer ud mod betaling, og dermed tjener penge på. Og penge skal der tjenes, nu hvor vi har set, at økonomien i danske eBay er yderst problematisk, siger Tommy Rønn.
Trumf i baghånden
Han og kompagnonen Jes Møller Simonsen i 123auto har andre planer i forhold til at få del i bilforhandlernes annoncedata. De mener desuden at have en trumf i baghånden, når eBay nødvendigvis må anlægge et civilt søgsmål. For eBay Danmark erkender paradoksalt nok at man selv i over et år har robot-hentet mc-data fra 123mc, der er søstersite til 123auto. Denne trafik har eBay Danmark nu stoppet, for at være på den sikre side i hele sagen.
Antallet af mc-annoncer i eBays DBA.dk er nu cirka en tredjedel af antallet af annoncer hos 123mc.dk, nemlig 2400.
Omvendt er antallet af bilannoncer på 123auto faldet til omkring 6500, mens antallet på eBays Bilbasen er 49.000.